Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
Højde med Teatrets Anseelse. Man vil altid i Parkettet træffe
kunstforstandige Parisere, Teaterdirektører og ældre
Embedsmænd fra Provinserne, der i Mellemakten hævder for Enhver,
som gør Mine til at høre paa dem, at den gamle Scene ikke er,
hvad den var i Aarhundredets Begyndelse, da den tilhørte
Victor Hugo og Musset, eller i Midten af Aarhundredet, da den
tilhørte Augier og Dumas
fils. Endnu for 20 Aar
siden ejede Teatret
Kunstnere som Got, Delaunay,
Coquelin ainé, Bressant,
Febvre, Croizette og Sarah
Bernhardt. De er
allesammen forsvundne, og af
de store er nu kun tilbage
Mounet Sully (egentlig Jean
Mounet), som i 20 Aar har
spillet tragiske Helte med
den samme uforanderligt
aabne Mund. Teatret er i
Forfald, og Direktøren Jules
Claretie er omhyggeligere
for Kassen end for den
gamle klassiske Kunst.
— Disse og lignende Domme
hører man, naar man i Mellemakten lytter til de gamle
Tilskueres Samtale, og de samme Bemærkninger har man
rimeligvis hørt, ogsaa da de store Kunstnere fyldte Scenen. Et
Teaterpublikum vil altid være sammensat af de Gamle, der ser
tilbage, og de Unge, der ser fremad, og for de Yngre synes
den sidste af de Store, Mounet Sully, at tilhøre svundne Tider.
Voldsomheden i hans Spillemaade ligger fjærnt fra den moderne
spinkle Kunst, hvor den antikke Maske erstattes af Monoklen
Den yngre Coquelin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
