Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
hævede sin Gage. Der manglede nemlig adskillige Rekvisitter,
f. Eks. en Stol, som Antoine købte hos en Marskandiser og
personlig transporterede til Teatret, mens en Kamerat allerede
skælvende stod paa Scenen og fremsagde Prologen. Hele det
almindelige Premiérepublikum var indbudt, men kun en enkelt
Anmælder, den meget konservative Henry Fouquier, havde
givet Møde. Det blev da heller ikke ham, men Kronikøren
Emile Rergerat, der to Dage senere meddelte Læserne af Le
Figaro, at Paris havde faaet et nyt Teater, som Rergerat
profetisk kaldte Le petit Odéon.
Antoines Scene flyttedes snart til Gaité Montparnasse, og i
Løbet af de følgende 6 Sæsoner samlede den energiske
Direktør en Stab af Kunstnere, der ved deres naturligere, kraftigere
Spillemaade vakte baade Modsigelse og Tilslutning. Mange
Tilskuere blev frastødte af den ny Kunstretnings Brutalitet,
men andre og mere kunstforstandige følte netop heri Livets
friske Pulsslag. Antoines Scene fik begejstrede Venner og
uforsonlige Modstandere, men ogsaa disse maatte hurtig
indrømme, at Théåtre Libre var en behagelig Afveksling i den
evige gode Smag, og at mange af de ny Stykker, der gik over
Scenen, virkede baade paa Tilhængere og Modstandere ved en
voldsom indenfra strømmende uakademisk Kraft.
Og hvad der var af afgørende Betydning for Antoines Teater:
Det havde i en forbavsende Grad vakt Skribenternes Interesse.
I tre Aar spilledes 125 utrykte Akter. Der var skabt en hel
ny dramatisk Literatur! At der netop i Frankrig fandtes
Plads for unge banebrydende Teaterdigtere, forklarer maaske
bedst Antoines overraskende Sukces. De store Mestre Emile
Augier, Dumas tils, Eug. Labiche og Pailleron havde
ophørt at skrive, og Pariserteatrene var i Hænderne paa
en Række ældre Teaterskræddere og Journalister, Busnach, Albert
Millaud, Jules Prével og Albert Wolff, som ved deres
Indflydelse i Pressen vanskeliggjorde Fremkomsten af virkelige
literære Frembringelser. Da dette Uvæsen var drevet til det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
