Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
Døden, men smukkere end nogensinde, vendte Marie Duplessis
tilbage til Paris.
Og nu begyndte der en kortvarig, men i hendes ydre
Livsvandel forsonende Periode. Enhver saa, at lxun bar Dødens Mærke
paa sin Pande, men Dødsmærket prydede hende som en Diadem.
Formaaende Venner skaffede hende Hertugindetitlen, der
aabnede hende Adgang til en vis Del af Adelens Saloner, ja
til Hoffets Fester. Det føltes, at hun skulde dø, og alle de,
der havde elsket hende, kappedes om at forskønne hendes sidste
Dage og forsone hendes Tanke med den nære Afsked. Marie
Duplessis’ Navn, og Rygterne om hendes æven tyrlige Liv og
Skønhed, var trængt ned i Folket, og en hel By sørgede, da
hun i Februar 1847 udaandede, klædt i kridhvid Dragt og
med den hvide Kamelia trykket fast mod sine Læber. Da
hendes Lig den 5te Februar blev ført fra Madeleinekirken
til Montmartre, fulgte Grev de Perrigord til Fods Baaren,
hulkende som et Barn. Dumas, der var i Spanien med sin
Fader, deltog ikke i den imponerende Begravelse. Men en Sværm
af Adelsmænd, Kunstnere og Skribenter, en uhyre Række Vogne,
hvori et broget Dameselskab, Grevinder, Baronesser og Damer
af den galante Verden, og endelig Tusinder af Fattige, for hvem
den Afdøde havde været en Velgørerinde, alt ialt et uhyre
Følge, ledsagede Kameliadamens Baare op til denne Grav.
Nu skinner Solen stille paa det hvide Marmor, mens Sagn
og Mythe tæt lægger sig om hendes Navn. For et Folk, som
uskrevne Vedtægter dagligt tyranniserer, er hun bleven Billedet
paa den fri Lidenskab, og gennem den kunstneriske
Fremstilling er hun hævet op for Efterverdenen som den moderne
Tids Aspasia. En Plads stod tom længst nede i det franske
Pantheon, og Franskmændene har ud af deres Naturs Inderste
hævet Kurtisanen op paa denne Plads.
Men det var næppe sket, saafremt der ikke fra Marie
Duplessis klang en Tone, som finder Genklang i enhver Kvindes,
selv den renestes, lønligste Attraa. Der hviler over hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
