Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begejstring. De to Digtere mødtes i schillersk Had til
Politik og i deres store Sympati for Uhland,
Schleiermacher og Heine, som jo satte tydelige Mærker i
bægges Produktioner i tidligere Tid. Den heineske Lyst
til at fremkalde kjærlige og bløde Stemninger og saa
afbryde dem i en skærende Disharmoni kan — som
hos Winther — paavises hos Welhaven. De satte
hinanden gjensidig højt som Digtere, skjøndt de her
vare forskjellige: Welhaven dvælede ved indre
Betragtning og var under Produktionen fuld af Reflexion og
Overvejelse; Winther sang sig frejdig og ubevidst ud
som en Fugl i Luften. — I et Brev til Alvilde
Müffelmann skriver Chr. Winther: „Welhaven saae De da,
men — til al god Lykke — kun forbifarende; thi jeg
kan forsikre Dem: uagtet al hans mindre graciøse
Nonchalance, er han, jo oftere man seer ham, et
overmaade smukt Exemplar af et Mandfolk, og — man
kunde jo aldrig vide (med et saa let fængeligt, varmt
Hjærte) — Hvad der mueligen kunde ske.“ — Efter sin
Tilbagekomst til Norge sendte Welhaven Winther
„Norges Dæmring“ med følgende Vers:
Til ham, der spiller paa Harpe,
omskygget af Bøgens Krans,
saa Brasen, Karus og Karpe
maa lege med deres Svans, —
fra En, der spiller paa Lire
af Sorg i en bagvendt By,
saa Hunde paa To og Fire
maa hyle i vilden Sky.
Højstærede Christian Winther!
Gud give, jeg var hos Dem!
Man hugger mig snart i Splinter
i Frihedens gamle Hjem1).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
