Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Du dette Ord? — jeg vil tvinge Dig til at elske mig“;
hvergang det saae ud, som om Noget var umueligt,
attraaede han det saa meget heftigere. Tanken om
det Umuelige pirrede ham og drev ham altid frem.
Opnaaede han at mætte sin Attraa, svandt det Fængslende.
Fordi Alvilde Müffelmann altid var ubønhørlig, holdt
Chr. Winther saalænge ud i Kampen mod hende; hun
selv morede sig ved det Pikante i Situationen; hun
havde Intet imod at holde det gaaende paa denne
Facon — men heller ikke videre!
I Høst 18341) sendte han hende Digtet „Alfens
Brud“2). Scenen i dets Begyndelse er, efter hendes
egen mundtlige Meddelelse til mig, henlagt til hendes
Bedsteforældres Landsted lige over for Sorgenfri, hvor
Pavillonen endnu staaer tilbage, den, i og ved hvilken
Søndagsgjæsteme hos Tuteins om Sommeren samledes
efter Middagsbordet3).
Glimrende Hækken bæved
i varme Sommerluft;
om Pavillon’en svæved
den brune Mokkas Duft.
Herrer og Damer kransed
den zirlige Altan;
Smaapigerne de dansed
nede paa grønne Plan.
Der dansed Alf hild liden
med gyldenblanke Haar;
Vinger gav hende Tiden,
hun var kun fire Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
