Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig i de mest afsidesliggende Egne. Det er sin egen
Tilstand, han skildrer i Vers som disse:
Et Helved lued i mit Bryst,
og svunden var al Livets Lyst;
fra Byen skyndte sig min Fod;
hvorhen — jeg ikke selv forstod.
— — — — — — — — — —
— — — — — — — — — —
Min Pande gløded og min Mund,
min Kind var bleg, og Øjet kun
nedstirred tørt paa Vejens Sand;
thi ak, den indre, dybe Brand
lod ingen Taare fra sit Gjem
til kølig Lindring trænge frem,
lig en Vulkan, der lumsk i Løn
udtørrer Kilde, Sø og Brønd.
I vaagen Drøm forbi mig drog
mit fordums Liv — et stille Tog
af Billeder, hvis dybe Fred
lod klart mig se Hvad nu jeg led1).
Hans Kind var rød og sort hans Haar,
da han forlod sin Faders Gaard.
I Øjet straaled Ungdoms Lue,
da han forlod sin Moders Stue.
Han styrted ud, slet ej han saae
til Hunden, som ved Porten laa.
Forgjæves kvidred Svalen blødt:
„Bliv hjemme, Du, her er saa sødt!“
Hans Fod gik over Havens Bed
og traadte alle Blomster ned.
Han over Agren tog sin Vej
og spæden Vaarsæd agted ej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
