Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og have Lyst til at gjøre hans nærmere Bekjendtskab.
Før ham nu herind i Huset — det vil glæde os."
Wer-Hins ønske blev opfyldt, og Winther blev modtagen med
aabne Arme. Han siger selv:
Den første Gang, jeg hende saae,
i hendes unge Øjne blaa
to store, blanke Taarer laa
og saaes paa Kindens Roser glide.1)
Snart blev hans Besøg meget hyppige, og, hvergang
han nu traadte ind ad Wer Hins Dør, var Husherren
henrykt og komplimenterede ham; men Winther
svarede: „Det er slet ikke Dem, det er Deres Kone!“,
hvorpaa han gik videre ind i hendes Kabinet. Ludvig
Bødtcher var Ægteparret Werliins Gjenbo; ogsaa hos
ham saaes Winther nu hyppig som Gjæst og tog da
Plads ved Vinduet, hvorfra han havde direkte Indblik i
Lejligheden ligeoverfor og kunde føre et tavst, men dog
talende Sprog med den unge Frue der.
Snart blev han ogsaa indført i Liitthans’ Hus, hvor
hele Familien hver Onsdag samledes tilmiddag, og efter
Bordet spillede man saa Puk, hvori Winther deltog. Den
ugifte, sværmeriske Josephine Liitthans fængslede ham
ikke lidet ved sin store Skjønhed. Hun var efter
Agerskovs Sigende „en ganske nydelig, graciøs, sød lille
Pige", som Winther gjorde temmelig stærkt Kur til. I
1838 var Scribes „Fiorella" blevet opført paa vort
Nationalteater, og deri var indlagt den spanske
Nationaldans „Cachucha", som gjennem Lucile Grahns
glimrende Udførelse havde vundet umaadeligt Bifald; det
*) Efterladte Digte S. 72.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
