Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilmiddag; i denne var sidst i Trediverne indtil -noget op
i Fyrrerne Chr. Winther optagen. Nielsen kunde vise
sig som „en bedaarende Værta x), og de vare, som
Over-skou bemærker, Alle charmerede i Fruen, der omgikkes
dem „blid og from som en Due og dog i høj Grad
interessant og dygtig"1). Om Sommeren opholdt man
sig efter Middagsmaaltidet i den store Have, og her —
som inde i Huset — „havde man den største Frihed til
at skalte og valte efter eget Behag"1). Hvis Nielsens
om Vinteren skulde ind at spille Komedie, blev alle
Gjæ-sterne tilbage og lod, som Hjemmet var deres, og saa
fortsattes Selskabeligheden, naar Vært og Værtinde kom
hjem.
Om Tildragelserne i Nielsens Have har jeg hørt
Professor Vermehren fortælle Følgende: Der var op-
stillet en Vippe dernede, og den kunde tillige dreje rundt
som en Karrussel; for at give dem, der vippede,
Rygstød, var der anbragt et Bræt paa bægge Ender af
Vippen. Heedt og Wiehe satte sig op og raabte: „Nu
skal Maleren dreje os rundt." Vermehren var strå*
beredt. „Hurtigere! Hurtigere!", raabte de. Snart gik
det med en enorme Fart. I det Samme sprang Wiehes
Rygstød af, og han blev med fuld Kraft slynget ud i
Rummet mod et stort Træ. Samtidig hermed styrtede
Vippebrættet med Heedt, som havde Benene inde under
det; hans Buxer revnede, og han laa blødende paa
Jorden og jamrede sig. Wiehe var en Stund som livløs,
derpaa sprang han op, og, da man spurgte ham,
hvorledes han havde det, svarede han: „Godt!". Der kom
ikke en Klagelyd over hans Læber, og han havde dog
*) N. W. Gades Ord til mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
