Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Bevægelse i Sjælen, forbliver uforandret og uafhængig
af Historiens Gang. Vi ville derfor ikke saa meget have
det betragtet som en Dadel mod vore Digtere, naar vi
fremhæve deres Ligegyldighed for Det, der bevæger sig
i Nutiden, men kun som en Antydning af den danske
Poesis faktiske Tilstand, seet i Forhold til de samtidige
aandelige Bevægelser, efter hvilke den kun indtager en
underordnet Plads i vor aandelige Udvikling."
Herpaa svarer Winther i et Digt til Julie*):
Lad dem synge, som de maal
Lad dem kvæde deres Sange,
fade, flove, brede, lange,
terre, vindige og smaa!
Lad dem kun som Ulve tude
om Despoter og om Ded!
Lad dem Friheds Morgenred •
kun som Lærker hejt bebude!
Lad dem slynge deres Ild!
Lad dem tænde deres Fakkel!
Blande mig i det Spektakel
hverken kan jeg eller vil.
Gav mig Gud til Sang en Stemme,
Ild i Hjærte, Kraft i Bryst,
vil jeg dog kun til Din Trest
Sangens Ild og Styrke gjemme!
Hvis jeg kun et kort Sekund
fra min sede Elskovsstjæme
Sorgens tunge Sier kan fjærne
og Dit Hjærte gjere sundt,
hvis jeg kun et Smil kan vække
op til Blomstren paa Din Kind,
hvis jeg Spiren i Dit Sind
til et Fredsminut kan lægge,
o, da maa den hele Flok
gjærne kvække, kvidre, sukke,
alle Lavrens Blade plukke —
der er vel til Alle Nok! —
*) Sml. Digtn. III, S. 116—17.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
