Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskabsperioden 1848—76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Winther siger i et Digt1):
Vi Alle Tornekronen faa
i Livet med fra Morgenrøden;
dog Roserne, som er derpaa,
gjør, at den bæres let til Døden.
Han kalder — som før sagt — Julie for sin Rose, den
rødeste, den mest duftende; men Tornen derved var Ida,
og denne Torn stak ham tidt haardt. For Rosens Skyld
taalte han Tornen, som næsten altid maatte være ham
lovlig drøj. Hun var allerede i tidlig Tid temmelig
forrykt; hendes Hovedskal var saa unormal, at Sindssyge
-lægen Jessen fra Kiel ønskede, han, naar hun var
død, kunde faa den til Undersøgelse; hun manglede
næsten ganske Baghovede. Tusende Daarskaber havde
hun for; ofte opførte hun sig højst uopdragent; og
Moderen saae til sin Sorg sin Mands uheldige Egenskaber
mere og mere gaa igjen i Datteren. Hjemmet gjorde
Ida uhyggeligt; hun vilde altid være Nummer Eet og
forlangte at blive ubetinget lystret. I hendes Nærværelse
turde Ingen sige sin rigtige Mening, da det gav
Anledning til Scener. Værst var hun mod dem, hun holdt
mest af: sin Moder og sin Stiffader; naar hun saa
havde været rigtig uartig", søgte hun at gjøre det
godt igjen ved Gaver, som det da forresten var en af
hendes gode Egenskaker gjærne at ville give bort, en
Arv, hun havde faaet efter sin Moder. Timer igjennem
sad hun og klimprede falskt paa Klaveret til uendelig
Lidelse for den fint musikalske Winther; hun var evig
urolig og aldrig tilfreds i sine Forhold; bestandigt higede
hun ud fra Hjemmet. For Teatret havde hun stor
Pas-*) Sml. Digtn. III, S. 217.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
