Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskabsperioden 1848—76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hver for sig kan være god
af de tapre danske Døde,
som for Intet maatte biede;
mig dog piner mest hans Blod.
Og mit Hjærte hamrer vildt,
spændt paa Harmens Pinebænke,
naar forbitret jeg maa tænke:
„Hvi blev al den Rigdom spildt?®
Svobt i Dødens skumle Flor,
denne trodsig stærke Pande
maatte bøje sig og vande
med sit Blod den tabte Jord.
O, lyksalig er Du, Ven!
Tomme staa Dig Smertens Skaaler!
Klart Din Æres Stjærne straaler!
Men vor Ære — hvor er den?
Havde Chr. Winther saaledes mistet en for ham
kjær ung Mand, kunde han dog endnu finde Trøst
i flere andre saadanne, som varmt knyttede sig til
ham. Og her staaer i Forgrunden den førnævnte
udmærkede — i 1841 fødte — svenske Digter, Grev Carl
Snoilsky. Det var under Studentermødet i 1862, de
gjorde hinandens Bekjendtskab. Deres første Møde
skildrer Snoilsky saaledes1):
Vi gingo nedåt Østergade,
jag och min kjobenhavnske van.2)
En sleif i danska fårger hade
jag vid mitt brost — jag ser det ån.
I vimlet vi en herre motte,
en ånnu rorlig gammal man.
Min van i sidan tyst mig stotte:
„Christian Winther“ — sade han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
