Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskabsperioden 1848—76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stru har med utrættelig Energi faaet vort Hus i bedste
Orden. Hun har — som sædvanligt — sørget kjærligt
for mig og — som sædvanligt — tænkt sidst og mindst
paa sig selv." Idet han seer, hvorledes hun kæmper
for sin Datters Velfærd, kalder han hende n Heltinde for
en hellig Sag" *), og han bøjer sig i Beundring og —
Selvfornegtelse; men han sørger dybt over hendes
Lidelser. Den 7ende Dec. 1876 skriver han til hende2):
Din Himmel er kun skummel, graa,
der smiler ingen Stribe blaa;
ej Lys, ej Glæde
er Dig tilstede;
tung er den Sti, Du vandrer paa.
Og senere siger han3):
En Sødhed lever der om hendes Læber;
men Smerten lever og, der Smilet dræber.
Tiden gik trægt for ham i Paris. Han vilde altid
hjælpe sig selv for ikke at føle sig umyndig; han taalte
ikke gjærne, at Nogen gik ham tilhaande eller ledsagede
ham paa Gaden. Den Eneste, han tyede til, var sin
Hustru; Frøken Jensine Smith skriver: „Der kunde
være noget rørende Barnligt ved ham i de senere Aar,
naar han kom og vilde støttes af hende." Som det sees
af Fru Winthers Brev, fulgte hun ham hver Dag til
Café de la Régence, hvor han læste Aviserne. Her traf
hans Ungdomsbekjendt Fru Rovsing, født Schack, ham
en Dag. Hun begyndte at indlade sig med ham; men
strax efter kom hans Hustru og sagde: „Marie, maa
jeg sige Dig Noget!" Hun trak hende da ind i et
andet Værelse og fortsatte: „Det er, fordi Winther saa
*) Efterl. Digte, S. 118. 2) Smsteds S. 139. 8; Smsteds S. 152.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
