Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOSEPH CONRAD
Haar, der hang i vaade Tjavser, lignede Bomuldsgarn, der
var slynget om hans nøgne Hovedskal. Ansigtet, der drev
af Søvand, var karmoisinrødt af Blæst og Skumsprøjt. Han
saá ud, som om han lige havde vendt sig sveddryppende
bort fra en aaben Fyrdør nede i Kedelrummet.
„Er De her?“ mumlede han med Besvær.
Anden Styrmand var kommet indenfor i Styrehuset et
Øjeblik før Kaptajnen. Han havde anbragt sig nede i en
Krog med Knæene trukket op mod Skuldrene og en knyttet
Haand presset ind mod hver Tinding, en Stilling, der
udtrykte Raseri, Sorg, Resignation, Underkastelse og en vis
sammentrængt Uforsonlighed. Svaret kom sørgmodigt og
dog trodsigt: „Det er vel nok min Frivagt nu, hvad?“
Styregrejerne klaprede og raslede, standsede et Øjeblik og
tog saa atter fat. Rorgængerens Øjne sprang frem fra hans
forsultne Ansigt og var rettede lige mod Kompasset, som om
dette havde været spiseligt. Gud maatte vide, hvor længe
han nu havde staaet der og styret, ganske forglemt af
Kammeraterne. De forskellige Glas var ikke blevet slaaet, der
havde ikke været nogen Afløsning, alt, hvad der hed Rutine
var blæst bort med Tajfunen, men Rorgængeren søgte stadig
at holde Kursen Nord-Nordost. Det kunde saamænd gerne
være, at Roret var borte, Ilden slukket under Kedlerne,
Maskinen ude af Stand til at arbejde og Skibet rede til at vælte
om paa Siden som et dødt Legeme. Han var ivrig for at
bevare Kursen, men Kompasrosen svingede langt om ad hver
Vej, vrikkende afsindigt paa Metalspidsen, ja syntes til Tider
at foretage en hel Omdrejning. Det var ikke det eneste, der
pinte Rorgængeren. Han var tillige umaadelig angst for, at
Styrehuset skulde gaa over Bord. Det ene Vandbjerg efter
det andet blev ved at vælte ind over det. Hver Gang Skibet
tog en ef disse rædselsfulde Dukkerter, fortrak han Ansigtet.
Kaptajn MacWhirr saá op paa Uret, der sad fastskruet paa
Panelet. Klokken var halv to Morgen.
„En ny Dag,“ mumlede han for sig selv.
Anden Styrmand hørte hans Ord og saá op med et Ansigt
som hos én,der opløfter Klagesang mellem Ruiner. „Det Daggry
oplever De ikke,“ udbrød han, og man kunde se hans
Haandled og Knæ ryste og sitre. „Nej, det ved Gud, De ikke gør ..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
