Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amy Foster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AMY FOSTER 119
lig nok ikke var vel forvaret i øverste Etage. Det gjorde intet
som helst Indtryk paa hende. Saa snart hun hørte hans
underlige, sørgmodige Fløjtetoner nede bag Frugthaven, lod
hun det falde, hun havde i Haanden — forlod Fru Smith,
selv om denne var midt i en Sætning — og løb ud til ham.
Fru Smith kaldte hende en skamløs Tøjte, men det svarede
hun slet ikke paa. Hun talte overhovedet ikke til nogen, men
passede sig selv, som om hun havde været stokdøv. Jeg tror,
at hun og jeg var de eneste Mennesker, der havde Øje for
hans virkelige Skønhed. Han saá udmærket godt ud og var
frejdig i sin Holdning, men der var noget vildt i hans Væsen,
der mindede om Skovens utæmmede Dyr. Amys Moder
jamrede over hende, hver Gang hun havde Fridag og kom ud for
at besøge sit Hjem. Faderen var gnaven, men lod som han
ingen Anelse havde om Sagen, og Fru Finn sagde rent ud
til hende, at den Fyr vilde en skønne Dag gøre hende
Fortræd. Paa den Maade blev det ved. Man traf dem paa
Vejene, hvor hun kom trampende i al sin Stads — graa Kjole, sort
Fjer, tunge Støvler og skinnende hvide Bomuldshandsker,
som man allerede fik Øje paa i hundrede Skridts Afstand —
og han ved Siden af hende med rank Holdning og Jakken
malerisk slængt over Skulderen, medens han hele Tiden saa
ømt paa „Pigen med Guldhjertet“. Jeg gad vide, om han
kunde se, hvor ordinær hun var. Han var maaske ikke i
Stand til at dømme her, hvor han helt var omgivet af
fremmede Typer, eller maaske var han helt fortryllet af hendes
guddommelige, kærlige Medlidenhed.
Yanko var i stor Forlegenhed paa den Tid. I hans
Hjemstavn faar man en gammel Mand til at optræde som
Ambassadør i Ægteskabssager, og han vidste ikke, hvorledes han
skulde bære sig ad her. Da han en Dag var midt ude paa
Marken mellem Faarene (han var nu Swaffers Faarevogter
under Fosters Kommando), tog han paa én Gang Hatten af
for Amys Fader og fremkom ydmygt med sit Frieri. „Hun
kunde saamænd være dum nok til at gifte sig med dig,“ var
alt, hvad Foster sagde til ham. „Og saa,“ fortalte han, „tager
Fyren Hatten paa igen, ser mørkt paa mig, som om han
kunde tænke sig at skære Halsen over paa mig, fløjter ad
Hunden og gaar sin Vej, saa jeg var ene om Arbejdet.“ Foster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
