Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Falk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f
?
166 JOSEPH CONRAD
kun hørt ganske flygligt om ham, og man havde fortalt mig,
at han levede skjult inde mellem to Hundrede Tusind
indfødte og kun kom frem en Gang imellem, naar det gjaldt om
at faa fat paa Kognak. Det var min Tanke, at kunde jeg faa
fat paa ham, vilde jeg faa ham ædru om Bord paa mit Skib
og derpaa anvende ham som Lods. Det vilde dog være bedre
end ingenting. Den, der én Gang har været Sømand,
vedbliver altid at være det — og han havde kendt Floden i
mange Aar. Dryppende vaad efter en hurtig Gang kom jeg
op i Konsulatet, men der kunde de ikke give mig nogen
Oplysning. De udmærkede unge Mænd deroppe paa Kontoret
var villige nok til at hjælpe mig, men de tilhørte den Del af
den hvide Koloni, der ikke kendte Væsener som Johnson.
De foreslog, at jeg selv opsporede Manden ved Hjælp af
Konsulatets Politibetjent — en tidligere Oversergent i et
Husarregiment.
Denne Mands sædvanlige Arbejde bestod tilsyneladende i
at sidde bag ved et lille Bord i Konsulatets Forværelse, og da
han fik Ordre til at bistaa mig i min Søgen efter Johnson,
aabenbarede han en umaadelig Energi og et rent ud
forbløffende Lokalbekendtskab. Men han lagde ikke Skjul paa sin
haanlige Mistro til det hele Foretagende. Den Eftermiddag
gennemforskede vi et Utal af modbydelige Spiritusknejper,
Spillebuler og Opiumshuler. Vi gik hen igennem smalle
Gyder, hvor vor Gharry — en lille Æske paa Hjul, der var
fastgjort til en stædig Birma Pony — paa ingen Maade kunde
have klemt sig igennem. Konsulatsbetjenten lod til at staa
paa en ret fortrolig Fod baade med Maltesere, Eurasianere,
Kinesere, Javanere og de Fejere, han talte med uden for
Tempelportene, men de blev alle behandlede yderst
overlegent. Gennem et Gitier i en Lervæg talte vi ogsaa med en
umaadelig tyk Italiener, om hvem den tidligere Oversergent
mørkt bemærkede, at han „slog en anden ihjel i Fjor.“
Derpaa tiltalte han ham med Navnene „Antonio“ og „gamle Buk“,
skønt det oppustede Aadsel, der fyldte mere end det halve af
den lille Celle, mest af alt lignede et Fedesvin i en Sti. Helt
fortrolig, men dog uden at give Afkald paa sin Værdighed,
saá jeg derpaa Konsulatsbetjenten kildre — faktisk kildre —
en grufuld, indskrumpet gammel Heks, der var støttet til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
