Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernalder. (G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vel var vort Land fra Steualderens Dage optaget i Folkenes frem-
adskridende Samliv i Europa; men dets Plads var yderst i Kredsen.
Fjernt var det skilt fra de Egne i Østen, hvor den første Civilisations-
bevægelse rejste sig, som siden, aldrig ganske afbrudt, forplantede sig fra
Folk til Folk, og vide Strækninger skilte vore Kyster fra det sydlige Europa,
hvor man først udnyttede den fra Østen modtagne Arv. Saaledes skete det,
at de store Bevægelser først sent kunde spores i Uorden, og at de viste sig
her, ikke i deres første Spire, men i fuld og frodig Vækst·
a Jernet i d. sk. Aarhundrede f. Chr. F. efterhaanden kom i almindelig
Brug i Stedet for Bronzen, havde det nye Metal allerede i flere Aarhun-
dreder været kendt i Mellem-Europa, og i endnu fjernere Tid blev det au-
vendt i Sydeu og i Oldtids-Kulturerne hiusides Middelhavet Ult længe
havde Folkene nærmest Uorden for Ulperne, fra Frankrig indtil Ungarn, plejet
nære Berøringer med græske og italiske Folk, og de vare nu ikke blot
Mestere i Jernets Behandling, men raadede tillige over en egen, stilfast
Kunst. Med dette Præg maatte Jernalderen indledes i Uorden Thi det
var Syd fra, at selve Metallet og Keudskabet til dets Forarbejdning i den
ældste, forromcrske Iernalder først naaede ind over Danmark-·- Grasnsein
Fremmede Sager indførtes fra fjerne Egne. Hoveder af fremmede Mænd
og Guder-, af god og naturlig Form, endnu nkendte i Uorden, dukke frem
mellem vore jordfundne Sager ved Siden af Dyr fra selve Naturens Verden,
som ingen nordisk Mand endnu havde mergtet at danne. Da lagde Kunstneren
sin Punsel af Bronze til Side. Han drog ikke mere de snorklede Sving paa
det blanke Metal, og den gamle Bronzetids Stil gik saa fuldstændig tabt,
at end ikke en Linie blev arvet af senere Slægter Un var det Jern, som
blev smedet, mørkt og billigt, men tillige haardt og bojeligt, brugeligt baade
til Sværd og til· Uaal, men ikke Stof, soni var egnet til kunstnerisk Form.
Dog undlod man ikke fremdeles at bruge det gamle og kendte Metal,
og selv om- den fremmede Stil nu spores overalt, fik det fremmede dog ene-
nu ikke Magten over den hjemlige Industri Endnu gjordes der i Uorden
prcegtige Smykker til Halsen, Uaale og Spceiider af Bronze Men til Vaaben
og skærende Redskaber brugtes fra nu af alene Jernet. J Stedet for Bronze-
alderens sirlige, tveaeggede Kliuger med. det ornamenterede Fceste, kun bruge-
lige til Stik, traadte nu de simple, encvggede Iernsvcrrd til Hag, lignende
dem, som anvendtes sydpaa lige indtil Grækenland Et og andet Bronze-
kar dannet af en Grækers kunstfcerdige Haand fandt i denne Tid Vejen til
Danmark, og andre store Bronzekar hidførtes fra Egne ved Rinen eller fra
det keltiske Frankrig. Vel ere Minderne fra den førrommerske Jernalder
endnu kun faa; men til dem høre flere af de anseligste Sager, som endnu
ere fundne, saaledes to firhjulede Vogne med velbevaret Træværk og rigt
prydede med Bronzebeslag paa Sider og Vognstang. Ere ogsaa disse for-
færdigede i Frankrig, hvad Stilen synes at vise, da give de mærkelige Vidnes-
byrd om Forbindelserne med fjerne Egne.
Det var nye Tider, og med dem fulgte nye Tanker. Dette vise os
Gravskikkene, som stedse afspejle, hvad Mennesket har troet og haabet om
lZ —
.,-,
-Æ-—4
Tilværelsens største Spørgsmaal, om Livet efter Døden. Den gamle Tro
hos Stenalderens Folk, at Sjælens Vel beroede paa Legemets Bevaring,
og den deraf følgende Skik at berede den døde et evigt Liv i det faste Hus,
kunde ikke bevares. Erfaringen viste, at Legemet dog var forgængeligt, at
den Tid kom, da Opløsningen var uundgaaelig. Troen paa det nøje Forhold
mellem Sjæl og Legeme maatte opgives Man byggede da ikke længere
de store Stenkamre, men lagde den døde i en velbeskyttet, rundtom lukket
Grav — ingen Dør behøvede nu at at føre ud til Livet.
Saaledes var Forholdet her i Uorden i Stenalderens Slutning og
i den ældste Bronzealder. Den tykke, udhulede Egestamme eller et Gravrum,
dannet af svære Sten og omhyggelig tættet, skwrmede den døde, som
hvilede vel udstyret i Klæder og Skind og med forskelligt Gods, som Skik
havde været i fordums Tid.
Da indtraadte i Danmark, som overalt i Europa i den første Metaltid,
snart lidt tidligere, snart noget senere, en vidtforskellig Fremgangsmaade ved
Gravlckggelseir Liget blev nu brcriidt, og kun de Rester as Knoglerne, som
levnedes af Baalet, bleve opsamlede og bevarede i Graven. Uaar Legemet
tidligere var blevet omhyggelig vogtet, blev det nu overgivet til Flammerne
for i de overlevendes Paasyn fuldstændig at tilintetgøres. Denne nye Skik
spores i Danmark allerede i Bronzealderens Begyndelse, men bliver først
ret almindelig i denne Periodes Slutning og is den ældste Jernalder.
En ny Tro maa have bredt sig fra Folk til Folk. »Sjcelen er evig-O
har det nu lydt med større Overbevisning end før-; »kun Legemet er for-
gængeligt. Lad os tilintetgore det i den lutrende Ild for at frigøre den
bundne Sjæl Befriet vil den med den flammende Ild og den højtopstigende
Røg flygte bort til sin Fred i de evige Boliger-O
Nu maatte den hvcelvede Høj, som i den ældre Bronzealder dækkede
over Graven, tabe sin Betydning, og Gravgodset maatte lidt efter lidt falde
bort; thi man troede ikke længere, at den døde havde Brug for de Sager,
som lagdes hos ham i Graven. Sjældnere og sjældnere opførtes de store
Hoje Graven var kun det Terkar, som indesluttede Levningerue fra Lig-
baalet, ved hvilke der lagdes faa og ubetydelige Sager, i Erindring om
gammel Skik, og et ringe Iordlag var nu MitilZatEdaekke over de sidste,
betydningslose Rester af Legemet.
Til den yderste Grænse blev denne Tanke ført i den ældste Jernalder,
idet Graven blev dannet saa simpel og fattig som muligt. Tæt under
Jordfladen satte man Urnen uden dækkende Tue, eller de ringe, kulblandede
Bensmuler tillige med de faa Sager, som havde fulgt den døde paa Baalet,
nedlagdes i stødesløst gravede, runde Huller i Jorden, de saakaldte Brand-
pletter, som ere fremdragne i tusindevis paa Oen Bornholm.
Paa lignende Maade var det samtidig og alt tidligere Skik at jorde de
døde i andre Dele af Europa, og i Uord som mod Syd havde man nu store,
fælles Gravpladser, hvor Urne stod tæt ved Urne. Thi med Brugen af
Jern og med nye Former for Vaaben og Smykker førtes nye Tanker og
andre Skikke fra Egn til Egn imod Uord.
-""l
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
