Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagnhistorie. — Regner Lodbrog. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v- .
.·.«- ,
L-:
-.» —
. »
Med Braavallaslaget afsluttes den egentlige Sagutid. J Rings Son,
Sagnets Regner Eodbrog, mode vi en af Vitingetidens beromte Skikkelser, over
hvem Historien allerede kaster et .— om end dunkelt tLys· Hans Liv, udsmykket
af Sagnet, danner Overgangen til Normannertidens store Skikkelser.
J Fremstillingen af Regners Historie maa nøie skelnes mellem Sagn-
historiens Regner eller Negner Codbrog og den virkelige Regner, som Sam-
tidens fremmede Kildeskribenter vide at berette om. Vi skulle her kort gengive
Sagnberetningen og siden oplyse den ved Hjælp af de samtidige Kilder-
Ligesom andre Æventyr begynder Negners Historie med, at den unge
femtenaarige Helt nedlægger Dragen, der vogter den skonne Iarledatter
Thoras Iomfrubur, og saaledes vinder baade hende og det Guld, hvorover
Dragen ruger. Sit Tilnavn, Codbrog, faar han ved samme Cejlighed,
idet han ifører sig en hel Dragt, baade Kappe og Bukser (br6k), af loddent
Klæde, indsmurt med Tjære, Beg og Sand for at skærme sig mod Drageus
Edder. Efter at Thora havde fodt ham to Sønner, Erik og Tlgnar, døde huu,
og Regner drog da paa ny i Vikingefcerd.
En Ilften landsatte han fine Svende ved Spangereid i Nærheden af
Lindesucrs De gik ind i et lille Hus for at bage Brød og traf der en
gammel Kone, der lovede, at hendes Datter Kraaka skulde hjælpe dem.
Kraaka var dog ikke Datter af den gamle Kone, men Sigurd Fofnersbanes og
Brynhildes Datter. Hendes rette Navn var 2lslaug, og hendes Fosterfader
Heime havde reddet hende som lille Barn ved at holde hende skjult i en
Harpe, og derpaa fort hende til Norge. Men her blev han dræbt af Kæl-
lingen Grima og hendes Mand, og Barnet opfostredes af dem under Navnet
Kraaka. Da Kraaka blev Regners Skibe var, havde hun tvcertimod sin
Fostermoders Onske smykket sig, og da hun nu traadte ind i Hytten, bleve
Svendene saa betagne af hendes Skønhed, at de ikke kunde lade være med
at beskue hende og derover sviede Brødet Da Regner senere bebrejdede dem
dette, udbredte de sig i Lovtaler over den smukke Pige, og Kongen befalede
dem derfor at hente hende ombord paa Skibet. Dog paalagde han dem at
sige hende, at hun skulde komme hverken paaklædt eller nøgen, · hverken fastende
eller mæt, hverken alene eller fulgt af nogen. Kraaka opfyldte det vanskelige
Hverv. Hun viklede et Næt omkring sit skonne Legeme og iiidsvobte sig i
sit lange silkebløde Haar, hnn bed i et Løg, for ikke at være fastende, og
en Hund fulgte hende. Regner blev henrykt over hendes Klogskab, Skeuhed
og forstandige Svar og vilde beholde hende hos sig. Men hun lovede først
at følge med ham, naar han kom tilbage fra sit Tog og endnu stadig var
ved det samme Sind. Regner vendte snart tilbage og Kraaka fulgte da
med ham, ægtede ham ved deres Hjeinkomst og fødte ham først Sønnen
Iver, i hvis Legeme var Brusk i Stedet for Ben, hvoraf han fik Tilnavnet
Benløse. Siden fødte hun ham Sonnerne Bjorn, Hvitsærk og Nagnvald,
der alle arvede Faderens krigerske Sind og efterhaanden som de bleve voksne
droge paa Vikingetog og øvede Strandhugst paa fremmede Kyster.
Regner havde et flygtigt Sind og hengav sig med Lidenskab til den
Kærlighed, Kvinder indgod ham. Paa et Tog til Sverrig var han bleven
forelsket i Kong Eystens Datter Ingeborg og havde·tr0lovet sig med hende.
45—
esset ilede-de
Brylluppet skulde dog udsættes, indtil han atter vendte tilbage. Efter hans
Hjemkomst til Danmark mærkede Kraaka hans forandrede Sind, og da
hun selv forgæves havde sogt at faa ham til at aabenbare Sandheden, for-
talte hun ham, at Fuglene havde bragt Budskab til hende om hans For-
ræderi, men hun vilde nu tilgive ham og tillige meddele ham, at hun ikke
var den fattige Grimas Barn, men Datter af den vidt beromte HeltSigurd
Fofnersbane og af Brynhilde. Til Vidnesbyrd om, at hun talte sandt, for-
ndsagde him, at den Son, hun gik frugtsommelig med, skulde bære Slægtens
Mærke, en Orm i Ojet. Som hun havde forudsagt, skete det, og Regners
yngste Søn fik da Navn efter Morfaderen, Sigurd, og tillige Tilnavnet
Snogoje eller Orm i Oje. Men Negner blev nu hos sin Hustru, om han
end derved fornærmede den svenske Konge. Under de Kampe, som blev
Folgen af deres Uvenskab, faldt Negners Sønner af første 2Egteskab, Ilgner
og Erik Kraaka hceviiede deres Død, og i Forening med sine Sønner drog
hun til Sverrig og fældede Kong System hvis Rige tilfaldt Regner’
Vidt og bredt var Regners Navn æret og frygtet. Hans Vikingetog
strakte sig til England, Skotland og Jrland, til Oftersoens Kyster, ja endog
til Hellespont. Han erobrede Sverrig og siorge og han overvandt Skaa-
ninger og Jyder, der havde kaaret en Modkouge, Harald. Ja han sejrede
endog over Kejser Karl den store, der havde taget Parti for Harald. Hans
Sønner foer endnu videre omkring. De naaede til Jtalien og Middelhavets
Lande, og Rygtet ·om deres Bedrifter opflaminede den gamle Helt til endnu
engang at forsøge sig i Vikingefcerd. Trods sin Hustrus Rdvarsler sejlede
han med to store Skibe, bemandede med 500 tapre Krigere, til England
Men Skibene strandede paa Kysten af Northumberland og Regner med hans
Folk, som det lykkedes at naa i Land, bleve her angrebne af Kong Ella.
Negner havde ingen Dækvaaben, han bar kun en Hjælm og en hvidgraa
Silkebrynje, som 2lslaug havde forceret ham og som intet Sværd kunde
gennembryde. Med Spydet i Haanden, hvormed han havde fældet Dragen,
banede han sig fire Gange Vej gennem Fjendens Rækker. Uien forgæves var
al hans Tapperhedz hans 2Nænd faldt og han selv blev klemt inde mellem
Skjolde. Ingen vidste, hvem han var, og selv vilde han ikke mæle et Ord
eller robe sit Navn. Ella lod ham derfor nedsætte i Ormegraven, men
Silkebrynjen værnede ham mod Ormenes Bid. Først da man havde draget
Brynjen af ham, bed Ormene, og under frygtelige Piusler døde den tapre
Helt. Da Slangen bed hans Hjerte, brød han først Tavsheden. Hans Ord
varet »Grynte vilde Grisene, kendte de Galtens Kval.« Asken da Ella er-
farede, at det var Kong Regner, han havde ladet dræbe, frygtede han for
den Hævn, Sonnerne vilde tage. Han sendte derfor Bud til dem og bød
dem at tage imod Bøder for deres Faders Død. Sendebndet iraf Sønnerne
samlede og forebragte sit Hverv. Iver hørte koldsindig paa hans Tale,
spurgte ham ud, men skiftede jævnlig Farve. De andre Brødres Harme
ytrede sig paa forskellig Maade: Bjorn krystede et Spyd med fine Hænder,
saa at der sad Mærker deri og brækkede endelig Spydet i to Stykker. Hvitsærk
klemte en Skakbrik saa stærkt mellem Fingrene, at Blodet sprang ud af Neglene,
og Sigurd skar sig med en Kniv, han holdt i Haanden, lige ind til Benet
– 46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
