Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vikingetiden. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den 8· Iuni 795 landede hedenske Sørøvere paa Oen Tindisfarne, nu
Holy-Island, ved Rorthumberlands Oftkyst De odelagde og udplyndrede
Kirken og Klostret, dræbte nogle af Klostrets Beboere og førte det erobrede
Bytte, Kvæg og Kirkens Helligdomme, med sig.
Dette røverske Overfald vakte den største Opsigt hos Samtiden. Hidtil
var Havet kun blevet befaret af fredelige Handelsfolk og Fiskere: i halvfjerde
hundrede Aar, skriver den beromte engelske Gejstlige Alkuin, Karl den Stores
Ven, havde England været forskaanet for fjendtlige Angreb. Det var Nar-
mannerne, som paa denne Maade holdt deres Indtog i den kristne Verden,
og fra nu af skulde saa godt som intet Aar hengaa, uden at Vestens Lande
og Kyster blev Skueplads for den vildeste Kamptunnnel og den sørgeligste
Ødelæggelse
Fra Danmark, Rorge og Sverrig udgik disse vilde Skarer, som vakte
Skræk og Rædsel overalt, hvor de kom. Vestens Folk gav dem forskellige
Navne: i Frankrig og Tyskland kaldtes de Normanner, i England for det
meste Daner og i Irland Oftmanner eller tLochlannach, medens Gstens Folk
kaldte dem Rnsser (IRuotst :: Fremmede. I Begyndelsen kom de i mindre
Flokke, men hurtig øgedes Skarerne og det varede kun faa Aar, inden Havet
var bedækket af Sørøverflaader. De vigtigste Handelsstceder paa Flanderns,
Frankrigs og Englands Kyster bleve ndplyndrede og brandskattede Gang efter
Gang, og alt fredeligt Samkvem ad Sovejen nmuliggjordes. Hvilke ydre
Aarsager, der have fremkaldt denne Udvandring fra Uorden, lader sig nu
ikke sige med Bestemthed Sandsynligst er den Formodning, at »den fra først
af skyldes en Overbefolkning af de nordiske Lande, der hovedsagelig var frem-
gaaet af den hos Nordboen herskende Ulyst til at opdyrke Landet. Men
senere have ogsaa andre politiske Forhold, Kampe mellem Kongeslcegter og.
Rigernes Samling, været medbestemmende Aarsager-.
Normannertiden omfatter et Tidsrum af mere end 200 Aar, idet den
først kan siges at være afsluttet med Knud den Stores Sønners Død. Men
dette Tidsrum kan igen inddeles i Perioder af forskellig Omfang og Karakter.
Vikingetogene gennemgik nemlig en høist interessant Udvikling. Fra at være
planlose, tilfældige Røvertog, hvis eneste Formaal var Bytte og Odelceggelse,
udvikle de sig til metodiske, planmcessige Angreb med den bestemte Hensigt
at vinde Land, og efter at dette Maal er naaet, oprettes normanniske Stater,
der gennem hundredaarig omvekslende Kamp og ved Hjælp fra Moderlandet
til Slut grunde et mægtigt nordisk Rige under Sven Tveskcrgs og hans
Efterkommeres kraftige Scepter.
Aaret 836 er et Vendepunkt i Normannernes Historie. Indtil da
manglede der Enhed og Kraft i Vikingernes Foretagender. Talrige Øde-
læggelser af Kirker, Klostre og Byer vidnede vel om deres Dristighed og
Modstandernes Svaghed, men først 856 viser det store Angreb paa Irland,
at Vikingerne handle efter en fælles Plan og optræde med stor Styrke. Fra
nu af begynde Overvintringer i de angrebne Lande og Anlæg af befcestede
Lejre ved Flodmrmdingerne, hvorfra Indfald ogsaa kunde foretages ved
Vintertid 856 overvintre de i Irland, 843 anlægges en befaestet Lejr paa
Oen Noirmoutier ved Loires Munding og 850—85( ligeledes paa Ven
49—
.. ;»4 l slt sjakzs ·
’ ’t stif-
Thanet i Themsen. Fra disse Udgangspunkter foretage-«- Angrebene paa
Irland, England og Frankrig, og Rormannernes hidtil tilfældig sammensatte
Skarer udviklede sig mere og mere til en fast, sammenslnttet, staaende Hær, et
Krigersamfund med egne Love og Anforere
Denne Normannernes Heltealder bæres frem af Lodbrogssonnerne Indre
Uroligheder i det angelsaksiske Rige lettede dem Adgangen til England og
866 landede Ivar og Ubbe i Gstangel, drog derigennem ind i Uorthumber-
land, erobrede york og grundede her det første normanniske Rige i England.
Allerede fire Aar efter havde de underlagt sig Oftangel, hvis Konge, Edmund,
led Døden, idet han, bundet til et Tree, tjente til Skive for Vikingernes
Pileskud Kong Ethelred af Wesseks søgte forgcrves at standse deres Fremgang,
han maatte betale dem en stor Sum Penge, førend de forlod hans Rige.
Efter Ethelreds Død 87l besteg hans Broder Alfred Tronen. Rormannerne
benyttede sig hurtig af Tronskiftet til paa ny at gøre et Forsøg paa at erobre
Sydengland Med en mægtig Herr og Flaade angreb de Landet, intet kunde
modstaa dem, og i Vinteren 7377—878 maatte Kong Alfred flakke omkring
som en hjemles Flygtning. I tolv Aar havde Kampen rasrt og Englands
fnldstcendige Erobring syntes vis. Da reddedes Landet ved den unge Konges
Mod og Udholdenhed. Skont Flygtning og forladt af sine Mænd, lykkedes
det ham dog at samle Folket omkring sig og efter Vikingernes Nederlag ved
Ethandun 878 afsluttedes et af de følgende Aar det beromte Forlig mellem
Alfred og Rormannernes Konge Gudrum, i Følge hvilket Greeiisen mellem
begges Riger droges fra Themsens Munding langs med chtlingastreet, den
gamle Forbindelsesvej mellem Tondon og Chester. Den nord for Vejen
liggende Del tilfaldt Gudriun, og sLandet her kaldtes siden Danelagen.
Det omfattede Rorthinnberland og Oftangel og koloniseredes af Erobrerne,
der oprindelig bestod af Danske, men fra c. 900 af modtog talrige For-
stærkninger af Rormasnd, seer-lig fra de norske Kolonier i Irland.
Saaledes var den første normanniske Erobring fuldbyrdet. Det lykkedes
imidlertid ikke Nordboerne at vedligeholde deres Uafhængighed Under
Alfreds kraftige Efterkommere besejredes de Gang efter Gang, og efter det
store Nederlag ved Brunnanburg (95?) og Indtagelsen af Rormannernes
faste Borge, de saakaldte »Fetnborge«, maatte de underkaste sig Angelsaksernes
Herredømme England (med Undtagelse af Wales) var paa ny blevet forenet
under een Hersker, og denne fandt en kraftig Støtte hos den nordiske Be-
folkning i Danelagen ved at optage ansete og dygtige Nordboere i Hæren,
i Statens og iKirkens Tjeneste. Deres Indflydelse sporedes overalt og man
har i nyere Tider paavist, hvorledes ikke alene Sproget paavirkedes af dem,
men ogsaa Lovgivningem Administrationen og de militære Indretninger.
Vikingetogene standsede for en Tid ganske, og først henimod Aarhundredets
Slutning under den udygtige Ethelred den Raadvildes Regering begynder
den sidste, men tillige mest storslaaede Kamp mellem Angelsakser og Danske,
der førte til det angelsaksiske Riges Undergang-, «
Medens Kampen bolgede frem og tilbage -i England, havde Rør-
mcendene grundlagt Riger i Irland og koloniseret Øerne nord for Skotland.
Men samtidig havde de Danske fundet Kraft og Midler til at hjemsoge
— 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
