Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Syvende (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Endelig ytrede sig Harmen over den ringeagtende Maade, paa hvilken Kon-
gen blev behandlet af ham og hans Ven Brandt, der særlig var sat til at
være om Kongens Person.
Saaledes modnedes hos Struensees talrige Modstandere, —— Adelige,
som han havde for-trængt, Enibedsmænd, som vare blevne afskedigede, hæ-
derlige Borgere, hvis Sans for Moral og Orden følte sig krænket paa det
dybeste, og endelig Kongens nærmeste Slægtninge, hans Stedmoder, Juliane
Marie og Halvbroderen Arveprins Frederik med hele deres Anhang af Raad-
givere og Venner — den Beslutning at styrte ham og Dronningen. De fik
Mod dertil ved at se den Mangel paa Kraft, som Struensee havde vist ved
forskellige Lejligheder (de norske Matrosers Marsch til Horsholm og Gardens
Oprør Juleaften i??0) og Natten mellem den ib. og if. Januar i772
udførte de deres Plan, medens alle paa Slottet hvilede efter en stor Maske-
radefest, som Aftenen for var bleven afholdt. Foruden Juliane Marie og
Arveprinsen vare Hovedmændene i Sammensværgelsen Grev Rantzau-Asche-
berg, Obersterne Kahler og Eickstedt, Arveprindsens Lærer Guldberg og
Frederik den Femtes Kannnertjeuer Jessen. De trængte ved Nattetid ind i
Kongens Sovegemak og tvang ham til at underskrive en Fængslingsordre imod
Dronningen, Struensee og Brandt ved at fortælle, at en stor Fare truede
ham. Dronningen blev kort til Kronborg Slot, medens Struensee og Brandt
førtes til Citadellet.
Efter en skandalos Proces for Høiesteret, hvor Struensee viste sin svage
Karakter ved at desavouere Dronningen, dømtes han og Brandt fra
Livet, fordi de havde »krænket den kongelige Majestcrt, medens Dronningen
blev skilt fra sin 2Egtefælle og derpaa drog til Celle, hvor hun døde nogle
Aar efter. Paa Østerfælled faldt Struensees og Brandts Hoveder for
Bøddeløksen, en Straf, som, hvor juridisk berettiget den end kan have været,
maa forekomme enhver nulevende som barbarisk og umenneskelig
Tidsrummet i772—84c kaldes i Almindelighed ,,den guldbergske Pe-
riode« efter Guldberg, der som Arveprinsens Lærer og Enkedronningens Fortro-
lige udøvede en overvejende Indflydelse paa Statsstyrelsen. Det var en Reak-
tionsperiode, haard og ubøjelig imod de Ideer, som den kuldkastede, men
forøvrigt bærende det samme Præg som den tidligere Enevoldstid. Selv-
følgelig faldt alle Struensees Reformer og de Mænd, som havde støttet ham.
Trykkefriheden blev beskaaret om end ikke helt udryddet, Landbokommissionen
ophævet, medens Kollegierne og Geheimekonseilet bleve genoprettede. Men
som Modvægt herimod støttedes det danske Element i Staten, dels ved Indfø-
relsen af det danske Sprog i Hæren, dels ved Loven om Jndfødsretten, der
skulde hindre, at Fremmede, med Landet ubekendte Mænd ledede dets Anliggen-
der. Særlig var denne Lov rettet mod Tyskerne, imod hvilke der havde begyndt
at gøre sig en national dansk Antipati gældende, som kom til Orde i Digternes
Værker saaledes hos Peter Andreas Heiberg« Ogsaa skærpedes Lovene imod Amo-
ralitet og Forhaanelse af Religionen, og en gavnlig Reaktion imod den
omsiggribende Frivolitet indtraadte. Men heller ikke Guldbergs Styrelse slog
Rod i Folket. Forventninger vare kaldte tillive og Forhaabninger vakte, som
ZlZ —
holdt sig oppe trods al Uiodstand og Undertrykkelse Fremfor alt gjaldt
Misfornojelsen den planmæssige Reaktion i alle Spørgsmaal vedrørende
Landboforholdene, og det var denne Sag, som baaret frem af Tidens bedste
Mænd, blev en af Aarsagerne til Guldbergs og med ham Enkedronningens
og Arveprinsens Fald.
Imidlertid var den unge Kronprins Frederik, Karoline Mathildes Søn,
bleven myndig. Hidtil tilsidesat og med Vilje holdt tilbage fra al Del i
Styrelsen, havde han fattet et dybt Nag til dem, der havde voldt hans
Moders Ulykke. Med en for hans Alder usædvanlig Fasthed og Klogskab
havde han forberedt de Skridt, som skulde bringe Magten over i hans Hæn-
der. Fremragende dygtige Mænd, sont Grev Schinnnelimnni, Brodrene Re-
ventlov og fremfor alle Berustorsfs Broderson, Andreas Peter Berustorsf,
stod rede til at støtte ham med Raad og Daad. I det første Statsraads-
møde, hvori han deltog, overrumplede han fuldstændig sine Modstandere« Han
forelagde sin aandssvage Fader til Underskrift en Del Dokumenter, som inde-
holdt Afskedigelsen af de hidtilveerende Ministre og Hidkaldelsen af de Mænd,
med hvem han selv vilde regere. Tro .—· ’iiodstaiid fra Ilrveprinsens Side
gennemforte han sin Vilje, og samme Dag forlod baade Enkedronningen og
hendes Søn Hoffet, medens Guldberg sendtes som Stiftamtmand til Aarhus.
Sjælen i den nye Regering blev Andreas Peter Berustorsf, en af Danmarks
største og ædleste Statsmcend
Og nu begyndte den store Reformperiode, i hvilken Danmark for første
Gang gik i Spidsen for Losningen af et af de vigtigste Samfundssporgsmaal,
som det i8de Aarhundrede havde kaldt til Live. Spørgsmaalet om Bondens
Frigorelse var af en dobbelt Natur. Dels drejede det sig om at lostie de
Baand, hvormed Staten selv holdt den største Del af sine Borgere under
en haard og uretfærdig Tvang, dels om at reformere de Forhold, som hin-
drede Bonden i at udtiytte sin Jord og skabe sig en fri og selvstændig Stil-
ling. Begge Sider af dette Spørgsmaal toges nu op til fælles Afgørelse,
og Kronprins Frederik selv gik i Spidsen, da han med ungdommelig Iver
fremskyndede Nedsasttelsen af den sidste store Landbokommission« Den Mand,
der fremfor nogen anden talte Bondens Sag, var Grev Christian Reventlov
Selv gik han og hans Broder i Spidsen ved at reformere paa deres egne
Godser og mange Herremaend fulgte deres Eksempel. I Landbokommis-
sionen virkede desuden den skarpsindige Jurist og Taler, Uordmanden Christian
Kolbjornsen, og det blev ham, som forfattede de Betænkninger, der 1788
ledede til Forordningen af 26· Juni om Stavnsbaandets Ophævelse. Det
var ikke uden den bitreste Modstand fra talrige, især jydske Godseieres Side,
at det endelig lykkedes at gennemfore Loven. Ved den lostes Bonden fra
Forpligtelsen til at blive paa det Gods, hvor han var født Han kunde nu
frit drage, hvorhen han vilde, uagtet Militcertjenesten vedblivende kom til at
hvile paa ham. Med Rette betragtedes Stavnsbaandets Ophævelse som
Kærnepunktet i den store Reformgerning, ti Bondens Frihed maatte danne
Grundlaget for, at ogsaa de øvrige Reformer kunde komme ham til gode.
Og disse Reformer vare mange og betydelige For det første ophævedes
Fællesskabet, som hidtil havde bestaaet i Jordens Dyrkning; det havde virket
—t 244 —
hæmmende paa den frie Udnyttelse af den Jord, Bonden ejede og dyrkede,
ved det Hensyn, han altid skulde tage til hvad der var bestemt og vedtaget
af alle hans Fæller· Nu udskiftedes Jorderne, de store Overdrev inddroges
under Ploven, og Gaardene bleve udflyttede af Landsbyerne Dernæst frem-
medes Hoveribondernes Forhold til Herremændene. Dels fastsloges Hoveri-
pligten paa bestemt Vis, dels afskaffedes den eller erstattedes ved en Afgift.
Fæstebondeus usikre Forhold til Godseieren bestemtes ved faste Regler og der
gaves Bestemmelser for at Fæstet kunde blive i Bondens Familie ved sær-
egne Kontrakter, hvorved Arvefæstet sikredes. Tienden ordnedes paa en hen-
sigtsmcessig Maade. J Stedet for at Tiendetageren hidtil havde kunnet
kræve Tienden i Skærven, det er paa selve Marken, forandredes den nu til
en Penge- eller Kornafgift i Skæppen. Og endelig ophævedes den Rets-
tilstand, som havde gjort Bonden til et Redskab for Herremanden eller hans
Ridefoged og Ladefoged. Ingen vilkaarlige Straffe kunde gives, alt stod
under Lovens strænge Afgorelse; Træheste, Hundehnl, Piskeslag forsvandt,
og Bonden kunde atter rette sin Ryg og fole sig som jcrvtibyrdig med Lan-
de s andre Borgere Derfor er Riindestetten paa Vesterbro, som taknenilige
Undersaatter rejste ,,Frederik, Kongens Son«, et af de skønneste Minder om
en Tid, da alle gode Kræfter arbejdede i Fællesskab med Held og med Støtte
af Landets forste Mand til Losningen af den store Samfundsopgave, som i
to Menneskealdre havde sysselsat alles Tanker-.
Ogsaa paa andre Omraader fremtraadte den samme Sans for Ret-
færdighed og Humanitet, som havde været Grundlaget for Bondefrihedsbe-
vægelsen. Saaledes blev Jodernes Kaar forbedret og deres Ligestillethed
med Statens andre Borgere fastslaaet tidligere i Danmark end i noget andet
Land. Fremfor alt gav dog Forordningen af is. Marts i792, hvorved
Negerhandelen ophævedes, et Eksempel paa Menneskekærlighed, som hurtig
blev fulgt af England, og gav Stødet til Negerslaveriets Ophævelse.
Saaledes blev Slutningen af det isde Aarhundrede en lykkelig Tid for
Danmark. Store og stærke Følelser korte sig, og en for alle Frihedsytringer
venligsindet Regering lagde ikke noget Tryk paa Udfoldelsen af Virkelysten
og Vtringsfrihedeit Den store franske Revolutions Bølgeslag naaede ogsaa
ned over Danmark om end kun i afdæmpet Form. Ti her var Glæden
over det Kongedomme, der uden Frygt tillod enhver at udtale sig om hvad
der vedrorte alle offentlige Anliggender, stor. Kun i enkelte unge Sjæle
dæmrede der vage Forestillinger om Forandringer iStatens Styrelse; iblandt
dem maa nævnes Malte Konrad Brun, der gentagne Gange kom i Kon-
flikt med Presseloven og til sidst forvistes Kongens Riger og Lande. Den
samme Skæbne traf den aandrige og vittige Peter Andreas Heiberg, hvis
skarpe, satiriske Viser var paa alles Læber Henimod Aarhundredets Slutning
og især efter Berustorsfs Død 1797 indtraadte atter en Reaktion imod ytrings-
friheden, som skærpedes ved en ny Trykkefrihedslov i?99. Den havde til
Følge, at al Diskussion om Statens Anliggender stansede; den tidligere levende
Sans for disse ophørte, og først en Menneskealder senere skulde man atter
tage fat, hvor den tidligere Slægt havde stanset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
