Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik den Syvende. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«»..s
,-.;-· .–
» «- -
O- -J’-7·-’"2-..
, J-»"-»«rl«l
Kys-My-
«—’7O«
Uken mod denne Opgivelse af »Ejderpolitiken« vendte baade Fler-
tallet i Folket og Kongen sig, og Novemberininisteriet afloste Martsministeriet,
Ukoltke var stadig Førsteminister, men medens de fire liberale ZNinistre Lehmanm
Monrad, Hvidt og Tscherning traadte ud, kom kun to nationalliberale ind
paany; det var Madvig og Clausen. Dette Ministerium gennemforte Grund-
loven. I Vinteren l848——4c9 droftedes Udkastets Bestemmelser frem og
tilbage, og om mange Punkter stod en haard Kamp, især om den alminde-
lige Valgret. De konservative sogte paa forskellig Maade at faa denne
indskrænket, men de frisindede Partier stod fast, og med Krieger og Hall som
Ordforere vedtoges i Foraaret ,,Danmarks Riges Grundlov« og fik den 5.
Iuni l849 Kong Frederiks Underskrift.
Vore Grundlovsbestemmelser skal ikke her i det enkelte gengives, men
det skal mindes, at medens de lod Kongen beholde den udovende Zliagt,
saa lod de ham dele den lovgivende med Rigsdagen, og uden dennes
Samtykke kunde fremtidig hverken Love gives eller Skatter udskrives· Til
Rigsdagens Folketing sik hver uberygtet og selvstændig thaarig Mand Valg-
ret· Ogsaa til Landstinget havde de samme Vaslgere Valgret, men derimod var
der Forskel i Valgbarhedenz til Folketinget kunde enhver 25-aarig selvstændig
Mand vælges, men ind i sLandstinget kunde kun de komme, der var fyldt
40 2lar og besad en vis Indtægt En Række Bestemmelser sikrede iovrigt
Borgernes Frihed; Trosfrihed, Trykkefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlings-
frihed indførtes, alle Privilegier og Forrettigheder afskaffedes.
Saaledes var her skabt Grundlag for en rig Covgiviiingsvirksomhed til
Landets Gavn, og under Frederik den Syvendes Regering saa en Mængde
Reformer Lyset, uden at Urbejdet standsede paa Grund af de vanskelige
Forhold til Udlandet eller af de Forfatningskampe, som dette affodte.
Det bor nævnes, at allerede i lstls havde Tscherning ved en kongelig
Forordning indført almindelig Værnepligt, og l84(9 blev dette bekræftet ved
Lov. Tandboreformerne fra den store Reformtid for Aarhundredets Be-
gyndelse genoptogesz den Rest af Hoveri, der endnu fandtes, ophævedes
næsten helt, de fleste Fæstegodser afloftes af Selvejendom. Paa det ovrige
Næringslivs Omraade reformeredes efter frisindede Principper, og al gammel
Tvang ophævedes· Tavstvangen forsvandt, og Næringsloven af 1857 fri-
gjorde paa næsten alle Punkter den enkeltes Ilrbejde I nær Forbindelse
hermed stod store Iernbaneanlæg og Unlægaf Telegraflinjer og Indforelsen
af Frimærkerz alt skulde bringe Fart i Samkveni og Tlrbejde Disse og
mange andre Reformer giver Ret til at betragte Frederik den Syvendes
Tid som en lys Tid i Danmarks indre Historie; paa alle Punkter ret-
færdiggjorde Udviklingen det betydningsfulde Skridt, der var foretaget, da
man fra Enevcelden gik over til Grundlovens udstrakte Frihed.
De Forhandlinger om Hertugdommernes fremtidige Stilling, der var
blevet fortsatte mellem den danske Regering og de udenlandske Magter ogsaa
efter Berlinerfreden, forte omsider til de saakaldte Uftaler af 185(, hvori
Hovedpunktet var, at det fra dansk Side lovedes, at Slesvig ikke maatte knyttes
nærmere til Kongeriget end Holsten blev. Hermed var Ejderpolitiken opgivet,
og under Tryk af den stærke europæiske Reaktion mod den nationale Strom-
MOIeJOTLHHUchZ .
ning, der havde dikteret Martsprogrammet fra ls48, gled Magten mere og
mere over til de danske Politikere, der saa det som Hovedopgaven at bevare
ogsaa Forbindelsen med Holsten; en Helstatsordning skulde nu forsoges og
Misforholdet mellem de forskellige Statsdele derved udjævnes.
Illlerede i Ianuar l852 bestod Regeringen udelukkende af Helstatsmænd;
Bluhme, der var Konseilspræsident, Sponneck og Karl Moltke, Ministeren for
Slesvig, var Iliinisteriets vigtigste Medlemmer. Ved Knndgorelsen af 28. Ia-
nuar l852 fastsloges de Hovedprincipper, hvorefter Stateus nye Ordning skulde
finde Sted. Iunigrundloven skulde kun gælde for det egentlige Danmark, al
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten ophæves Hvert Hertugdomme skulde
have sit særlige Ministerium, og deres Forfatuinger kun kunne ændres med
deres Stænderforsamlingers Samtykke. Toldgrænsen skulde være Siberi, og en
Fællesforfatning indfores for alle Candsdelenes fælles Anliggender Over-
ordentlig store Vanskeligheder modte imidlertid Ianuarkundgorelsens Udforelse
For en Fællesforfatning for hele Uionarkiet kunde blive indfort, maatte
forst og fremmest Iiinigrundloveii, der ikke forudfatte en saadan, ændres·
Dette gav Anledning til stærk Brydning, idet de konservative Elementer i
Kongeriget vilde benytte Cejligheden til at faa Folkets nyvundne politiske
Frihed betydelig indskrænket Den gamle Tl. S. Orsted traadte indi Ministe-
riet som Forsteminister, og det kom i lSZLk til voldsomme Sammenstød mellem
ham og de samlede tLiberalez Resultatet blev, at Frederik den Syvende lod Orsted
gaa af som Minister, og i det ny Ministerium optoges bl. a. Hall, der lidt
efter lidt blev den ledende Mand og kom til at bestemme Regeringens Politik.
Den 2. Oktober lszz udstedtes saa en konstitutionel Helstatsforfatning
(Fællesforfatningen af l855), og allerede nogen Tid for var et vanskeligt
Forhold ordnet, idet nemlig en Kongres i Condon l852 havde fastsat Tron-
folgen i det danske Monarki. De fem Stormagter, Sverige-Norge og Dan-
mark enedes om, at hele Monarkiet, hvis Frederik den Syvende dode
barnlos, skulde gaa i 2er til Prins Christian af sLyksborg og hans mandlige
Ilrvinger i IEgteskabet med Louise af Hessen, Christian den Ottendes Soster-
datter· Efter nogen Modstand dikteret af Frygt for at forlade Kongelovens
Urvefolge vedtog den danske Rigsdag denne 2(rveordning.
Fællesforfatningen af l855 modte imidlertid straks efter sin Tilblivelse
Modstand hos de holstenske Stænder. I Kraft af sin endnu i Hertugdom-
inerne bevarede enevældige Magt havde Kong Frederik indfort Stænderfor-
samlinger i begge Hertugdommernez som for nævnt havde Ianuarkundgo-
relsen tilsagt disse delvis besluttende Ukyndighed, og derpaa stottede Holstenerne
deres Indsigelse mod Fællesforfatningenz denne var ikke lovlig, paastod de,
fordi den ikke havde været dem forelagt til Vedtagelse.
For de for hele Monarkiet fælles Sager havde Fællesforfatningen ind-
fort et Rigsraad, hvori der selvfolgelig ogsaa sad Repræsentantersfor Holsten·
Da Rigsraadet nu traadte sammen kom Tyskernes Protest ogsaa her til Orde
og hæmmede al frugtbar Forhandling Mellem de danske og tyske Med-
lemmer fandtes der ingen Forstaaelse, og Spændingen blev til sidst saa stærk,
at det tyske Mindretal erklærede, at det ikke mere vilde deltage i Rigsraadets
Forhandlinger.
– -
, -’- ’-
- Ef- -
Afk-
i" :
«,-s,, «s"«’
Denne uheldige Udvikling blev farlig, fordi de tyske Stormagter tog sig
af Holstenerne og stottede Tyskernes Klager over Forholdene i Slesvig. Hvad
dette sidste angaar, saa drejede det sig særlig om Sprogforholdene Da
Slesvig var kommen i danske Hænder efter Oproret, var Tillisch bleven dets
Styrer, og havde indført de saakaldte »Sprogreskripter«, der siden i alt
væsentlig var blevne bibeholdte· Formaalet havde været ikke blot at gøre
den gamle Uret mod Danskerne god, men ogsaa at gore Ret og Skel mod
Tyskerne Man havde sogt at naa dette ved en Tredeling af Slesvig.
Rordslesvig til Flensborg Fjord fik dansk Sprog i Udministration, Kirke og
Skole, Sydslesvig fik tysk Sprog paa de samme Omraader, og Mellemslesvig
gjordes til det saakaldte ,,blandede Distrikt«, det vil sige, Kirkesproget blev
afvekslende dansk og tysk, Skolesproget blev dansk (smed nogle Timers Under-
visning i Tysk), og i Retten kunde den Ilnklagede selv vælge det Sprog,
hvori der skulde forhandles. I Ilngel, hvor denne Ordning især kom til at
gælde, rejste der sig en voldsom Forbittrelse imod den, mindre paa Grund
af« at den virkelig var uretfærdig —— thi kun ganske faa Sogne kunde med
Rette anse sig for brostholdne end fordi Befolkningen var overveiende
tysksindet. Men rundt om i Tyskland dreves der voldsom Ilgitation mod de
formentlig blodige uretfærdig Sprogreskripter, og mod de Overgreb, der efter
Sigende blev begaaede af de danske Embedsmaend, der havde aflost de mange
oprorske« Ru som for 1848 blev denne Ophidselse i Tyskland Baggrunden
for Storniagternes Optræden og affodte en pinlig og farlig Indblanding i
Danmarks indre Anliggender
Henimod Slutningen af Halvtredserne blev det ojensynligt, at man maatte
være forberedt paa en ny Krise, ja muligvis paa en ny Krig. Fra 1850
til l855 havde den danske Regering med Haab om Fremgang bestræbt sig
for at lose Vanskelighederne i Forstaaelse med de tyske Stormagter, men i de
derpaa følgende Tlar blev det mere og mere klart, at en Overenskomst ikke
lod sig opnaa. Under Paavirkning af en stærk national Stemning i Dan-
mark begyndte det Hallske Kabinet da paany at nærme sig til Politiken fra
l848. Hall haabede at finde Stotte hos Sverige-Roi«ge, hvis Konge Karl
densFemtende, der 1859 kom paa Tronen, stod i intinit Venskabsforhold til
Frederik den Syvende, medens Folelsen af Nordens Enhed syntes i stadig Vækft
hos Folkene. Hos Vestmagterne troede man ogsaa at finde en gunstig Stem-
ning for Danmark, og Frygten for Tyskland svækkedes ved Bevidstheden om
den stærke Spænding mellem Ostrig og Preussen, som man derfor haabede
ikke vilde gaa videre end til de idelige truende Noter· I 1858 gjorde man
da et Skridt, der paa·en Gang betod Efter-givenhed overfor Tyskland og en
Bevægelse henimod Ejderpolitiken, idet Fællesforfatningen af l855 sattes ud
af·Kraft for Holstens Vedkommende. Men nu forlangtes«Holstenerne og de tyske
Storniagter den ogsaa ophævet i Slesvig, da dette Hertugdomme ikke i Strid
med Ilftalerne af lssl maatte være knyttet nærmere til Kongeriget end til
Holsten. Herom drejede Striden sig fra nu af. Hall vilde trække Tiden ud og
ved forsigtige Underhandlinger forhale Bruddet, men Stemningen i Folket, der
var i meget hoj Grad tillidsfuld og ikke vurderede Modstandernes Kræfter,
krævede hojlydt, at man skulde gaa frem til Programmet fra Martsdagene.
— 235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
