Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FJELDGROTTE PAA BORNHOLM,
Naar man har beskrevet Danmarks Naturforhold, har man allid maattet give
en særskilt Skildring for Bornholms Vedkommende. Vort Fødeland hører jo
ellers til Nordeuropas vidtstrakte Sletle; men den større nordostlige Deel af
hiinl lille Øland nærmer sig ved sin Beskaffenhed mere til (let skandinaviske
Klippeland og har navnlig meget tilfælles med det nærliggende Blekinge; dets
mindre sydvestlige Trediedeel har derimod en Lighed ined det paa den sydlige
Kyst af Østersøen liggende Pommern og Hygen. Som bekjendt have
Naturforskere paaviist, al Østersøen i en fjern Oldtid var en Indsø eller endnu
tidligere en Bugt af Ishavet. Den brød igjennem paa den Side, hvor Bornholm
nu ligger, og ved sit Gjennembrud dannede den de Sutide, som omgive de danske
Øer. For denne store Naturvirkning indtraadte, mødtes der, hvor Bornholm
nu ligger som en ved brede Havarme fra Landene mod Nord og Svd adskilt
0, Skandinaviens Klipper med de slaviske Nationers Fladland. Det bratte
Klippefald mod den yndige Kodal (af Idealister nu kaldet Éçhodal) viser Grændsen
mellem disse to saa forskjellige Dannelser; kun cnkeKviis træder Graniten Syd
herfor øformig frem.’)
Vi finde Nord for denne Grændse en Klippeformation, som paa mange
Maader giver et formindsket, men yndigt Billede af det storartede skandinaviske
Bjergland; det forholder sig næsten til dette som det saakaldte sachsiske
Selnveiz lil det større helvetiske Land. Midten af Bornholm, Almindingen, er
en temmelig ufrugtbar Høislette, hvor Stenen ofte træder frem til Overfladen,
men hvor der dog findes smukke Skovpartier, deels Levninger af ældre Skove,
deels nyere Plantninger, i hvilke ligesom andetsteds paa Øen den nordiske
Nattergal (Sylvia philomela), Fjeldstavnen, som den her kaldes, findes i talrig
Mængde"), og hvor Axelbærlræet, der ellers kun forekommer i det høie Norden,
udbreder sin krydrede Duft og viser sine takkede blaagrønne Blade.
I Rytterknægten"*) naa^r Landet her sit høieste Punkt, henimod 500 Fod.
*) Det er mærkværdigt nok, ol enkelte Utskrivere af Bornholm (og deriblandt Skougaard)
have paaviist en forskjel mellem Beboerne fra Klippelandct og dem fra den sydligere
lavtliggende Deel; hine skulle være stærkere byggede og blonde, disse a’ spinklere
Legems-form og brunelle. Skulde det være muligt, al delle endnu var Spor af Forskellighederne
fra hiin Tid, da de skandinaviske Folkefærd her modtes med de slaviske eller finske?
Eller kan det have sin Grund i slaviske Indvandringer, um hvilke man har antaget, al
Lolland-Falsler endnu bærer Vidncsbvril i sine Stednavne?
**) Blandt andre Fuglearter, der forekomme paa Bornholm ere: Teister (Uria troile) her kaidel
Mulen, Noddekrigen (Carvocataclls guUatus) og Vandrefalken (Falco peregrinus).
***) Rytterknægten er egenlig ingen Bjerghøide, men blot et hoit Punkt, der jevnt skraanende
bæver sig over den omgivende flade Deel af Klippelandet.
Nord herfor henimod Landets Nordspids bæve Klipperne sig atter kulleformig.
Det er paa en saadan kullet Klippe, at det gamle flammershuus laa, af hvis
Ruin med Omgivelser senere skal gives ei særskilt Billede. Hammerens
Fyr-taarn har Plads paa en nordligere beliggende Klippe. Mod øst danner Øen
sine meest maleriske Partier. De mod Mavet lodrette Klippevægge
gjennem-skæres her af dybe Kløfter, hvis Bund, bedækket med frugtbar Muld, nærer
en frodig Plantevæxt med yndige Trægrupper mellem spredte Klippestykker og
i maleriske Kløfter, med utallige Blomster paa de smaa Engstrækninger i
Dybder mellem Klipperne — Engstjerner (primula l’arinosa) talrige Orchidéer
— med Fuglekvad af Nattergalen og andre Sangere, endnu fyldigere end paa
Iloiklippen.
Ildenfor den fasle Klippekyst ligge flere Steder Skær, ofte malerisk
grupperede, og ind i Klippen danne sig Grotter, som paa Bornholm kaldes
Ovne — vaade Ovne, naar man kan seile ind i dem. Det er en saadan vaad
Ovn, af hvilken her gives et Billede. Det friske Bøgetræ paa Fjeldkanten har
sin Betingelse i den rige Næring, Kløfterne paa en saa mærkelig Maade give
for Vegetationen. Nordspidsens Bjergformer reise sig i Baggrunden.
Men del er ikke alene ved sin Natur og sine Naturffenibriugelser (Kul,
Porcellainsjord, Kalksteen, Allunskifer, endog Guld har man tidligere søgt og
fundet der, ikke at tale om, at Landet har sine egne Diamanter), at Bornholm
er et mærkeligt Land. Dets Monumenter ere høist betydningsfulde og i visse
Henseender forskjellige fra det øvrige Danmarks; vi linde lier Bautastene og
etl vis Art eiendommelige låve Gravhøie fra den senere Jernalder; vi (Inde,
sandsynligviis fra en endnu senere Tid, de høist mærkværdige Borgpladse,
omgivne af Steenmuur, Lilleborg, Gamleborg m. fl.; Rundkirkerne, 4 i Tallet,
indrettede baade til Gudstjeneste og Forsvar, minde om den Tid, man frygtede
Vendernes Overfald, og Hammershuus giver i sine storartede Levninger Stof
til Skildring af den endnu senere Periode af Middelalderen, da Kongemagten
kæmpede med den geistlige Magt. Øens seneste Monument er Kongemindet,
et 40 Fod liøit Granillaarn paa Rytterknægtens høieste Punkt, reist til Minde
om Kong Frederik den Syvendes Besog paa Øen, indviet ved dennes
Nærværelse den 9de September 1856. Man overseer fra dettes Top næsten den
hele 0 og har Havet mod Nord, Øst, Svd og Vest. Modsætningen mellem Øens
nordlige og nordøstlige klipperige Deel med dens af Granitgneusen ofte
graanende Bakker og ilet sydlige Lands Flader med uafbrudt opdyrkede Jorder
træder her frem for det omskuende Øie, der ogsaa mod Syd opdager den
Flyvesandsstrækning, som danner Landets sidste Udløb mod denne Kant.
G. S. Wibe» Uogtrykkori.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
