Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
omtrent en Tredjedel af Kroppens Længde. Varbørsterne ret svage.
Oversiden oftest gullig graa; Dækhaarene ved Grunden
hvidlige, ellers sorte med bleggul Ring; Bundhaarene ved Grunden
graalige, ellers blegt gullige. Undersiden hvidlig; et mørkt Baand
over Brystet. Ørets Bagside mod Randen sort. Lemmerne lyse.
Halen foroven graalig, forneden hvidlig. Paa sine Steder kan
Ulven vise sig i næsten helt sort Dragt; i de nordligste Egne
er den helt hvid. Fortænder og Hjørnetænder svære;
Forkindtænderne indbyrdes tæt stillede; Rovtænderne svære, de
skjæ-rende Kamme høje; de ydre Spidser (4de og 5te) paa forreste
øvre Knudetand høje. Hovedskallens Pande hvælvet, Udvæxten
over Øjehulen oppustet af Pandehuler; Trommebenet ret lille.
Længden af øvre Tandrad 130mm, af nedre Tandrad 133,
Længden af øvre Rovtand 261/3, af nedre Rovtand 30, Hovedskallens
Længde 238, Underkjæbens Længde 191.
Med store, tamme Hunde kan Ulven forvexles, især i
Skelet. Det sikreste Kjendetegn for Ulven er dens svære
Rovtænder og forreste øvre Knudetand. Selv hos de største
Racer af tamme Hunde, der i Størrelse af Skelettet overgaa
Ulven, ere de paagjeldende Tænder forholdsvis smaa; de have
beholdt noget af Ligheden med den tamme Hunds vilde
Stamform Sjakalen. En stor tam Hund fra Jernalderen, funden i
en Grav fra Vikingetiden, ved Errindlev paa Lolland, nedlagt i
Graven sammen med sin Herre og hans Hest, har
Hovedskallens Længde 209 mm, men øvre Rovtand er kun 20 lang,
nedre en meget stor „Dansk Hund" fra Nutiden har
de tilsvarende Maal 255, 22 og 28.
Ulven har i sin Tid været almindelig udbredt over hele
Landet. Fra Tiden nær efter Istiden haves enkelte jordfundne
Levninger. I Ældre og Yngre Stenalders Kjøkkenmøddinger ere
adskillige Knogler fundne. Udryddet hos os blev den først i
Begyndelsen af 19de Hundredaar. Den lever eller har levet
vidt udbredt til alle Sider for Danmark.
I vor Ældre Stenalder blev den tamme Hund, Canisfamiliaris,
indført til Landet; den holdtes her almindelig og har ikke alene været
Hjelper paa Jagten, men har ogsaa undertiden selv tjent til Føde; den
har gnavet de fleste af de Knogler af Vildt, der findes i Stenalderens
Kjøkkenmøddinger; men ogsaa dens egne Knogler findes i Dyngerne
med Snitmærker baade her og der som Vidne om, at den selv har været
spist af Stenalders-Folket; og dens Hjørnetænder bleve, i hvert Fald i
Yngre Stenalder, brugte som Perler. Den Race, der var den aldeles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
