Den, som tidligst traadte frem efter Fru Gyllembourg, var
(1803--1861).
Hun var født paa Frederiksgaard ved København og Datter af den velhavende Grosserer A. F. Beyer og Hustru Elise Høst. Faderen var en mangesidig dannet Mand, der i sin Ungdom gik den studerende Vej og endog tog teologisk Eksamen. Siden forandredes hans Livsbane, men han vedblev at have levende Interesse for Videnskab og Digtning. Det hyggelige, gammeldags Hjem paa Frederiksgaard var ualmindelig lykkeligt. Forældre og Børn var knyttede sammen i den inderligste Kærlighed, og den begavede Sille fik tilligemed sin talrige Søskendeflok en fortræffelig Opdragelse og nød en efter Datidens Begreber om kvindelig Dannelse endog ualmindelig grundig Undervisning, særlig i Sprog. Tidlig ytrede hun levende Sans for Poesien, og allerede som helt ung Pige begyndte hun at sysle med Digtekunsten, for hvilken hun hele Livet igennem vedblev at nære den dybeste Ærbødighed. Hun forblev ugift og henlevede næsten hele sit Liv paa sin Fædrenegaard. Det var et stille Stueliv uden synderlig Berøring med den store Verden uden om hende. I en Tid, hvor Kvinde-Frigørelsen højlydt forkyndtes som et nyt Evangelium, var hun næsten et Særsyn, en Type paa en ægte bly og kvindelig Personlighed, uendelig beskeden. Flittig og bramfri syslede hun gennem en lang Række af Aar med forskellige Studier: originale dramatiske Arbejder, Oversættelser fra Tysk, Engelsk og Spansk, Digte o. s. v. Hun skrev ihærdig for Skuepladsen og det baade Syngestykker, Lystspil og Operaer. De fleste af disse Stykker førtes frem af det kgl. Teater, holdt sig tappert paa Repertoiret og skaffede Kassen god Indtægt.
Hendes Debut var: »Navnet eller det hurtige Frieri«, der var en meget fri Bearbejdelse af en af Baggesens Fortællinger, men er i øvrigt temmelig ubetydelig. Allerede 1841 fik hun paa Nationalscenen opført et stort originalt Arbejde: »Ingolf og Valgerd«, der var bygget over Motiver fra en af de gamle nordiske Sagaer. Det er imidlertid en ganske ukunstnerisk og tarvelig Digtning i den ægte romantisk-sentimentale Stil. Det opnaaede da ogsaa kun en tynd Lykke og lagdes hurtigt hen. Langt heldigere var hendes Bearbejdelser af Schiller og af spanske og franske Forfattere, om end heller ikke disse kommer højt i Kunstens Rangforordning. Ret sympatetisk var det lille Sangspil: »Flugt og Fare«. Mere Opmærksomhed vakte dog Operaen: »En Bolero« (1843), hvortil Henrik Rung havde skrevet Musikken. Det var en Bearbejdelse af et af Scribes Stykker, men i ingen Henseender betydeligt. Tankerne er tynde, og Indtrykket bliver vagt; det hele virker som en køn bagatel, der præsenteres i tiltalende Udstyr og lette, flydende Vers. I 1850 fremkom ikke mindre end tre dramatiske Arbejder fra Frøken Beyers Haand: det romantisk-fantastiske Lystspil »Viola«, i tre Akter, samt »Kongens Læge«, Lystspil i fem Akter. Det sidste var en noget fri Bearbejdelse af Shakespeares: »All's well that ends well.« Uagtet berettigede Indvendinger imod det, modtages det med begejstret Bifald og holdt sig paa Repertoiret i mange Aar, stadig paaskønnet og velvillig modtaget. Fra samme Aar er »Livet i Skoven«, der dog allerede, forinden det udkom, var opført 1849. Det er Shakespeares: »As you like it«, som danner Grundlaget for dette Arbejde, der ikke savner hverken dramatisk Effekt eller varm Følelse. De erotiske Partier er kønt gengivne, om de end synes Nutids-Læsere lidt for svulstige. Saaledes taler Grev Orlando i Skoven til sin Hjertenskær, der færdes fjernt fra ham:
»O, Rosalinde! Navn, som i mit Bryst
jeg dybt har længe gemt, her tør min Røst
det sende dristigt ud paa Vindens Bølger!
Og her min Haand i Stammens friske Bark
det præge skal, og Skovens Træer være
de Bøger, som din Lov og Pris skal bære,
at hver en Vandrer, som i Lunden gaar,
en Kundskab om din Dyd, din Skønhed faar!«
Shakespeares: »Much ado about nothing« bearbejdede hun ogsaa, og indsendte til det kgl. Teater, hvor det antoges og opførtes under Titelen: »Kærlighed paa Vildspor«. Det modtoges ligeledes med Bifald, hvad i det hele gjaldt om de fleste af hendes Stykker, der navnlig fremførtes under det Heibergske Styre. Hendes mange Bearbejdelser af Shakespeare var dog i Virkeligheden kun lidet tilfredsstillende, da de i væsentlig Grad savnede den Ild og Kraft, det sjælsrige tændende Liv og den Lidenskabens Dirren, som er ejendommelig for Originalerne. Dernæst tog hun sig i Regelen alt for store Friheder over for den geniale Mesters Værker, der ofte beskares og ændredes paa mindre heldig Maade Den samtidige Presse ankede da ogsaa bestandig herover, og Forfatterinden maatte høre ilde derfor, ofte i meget bitre Ord. Muligt bar hun dog ikke ene Skylden for disse Forandringer. Det synes at fremgaa af en Udtalelse hos Fru Heiberg, (i hendes Levnedsoptegnelser), at slige ændringer skete efter Samraad med Teaterstyrelsen. Fru H. skriver nemlig angaaende Opførelsen af »Kongens Læge«, at der i Bladene fremkom umotiverede Klager over »Forhutling« af Shakespeare, fordi »man« tillod sig Forandringer i Sceneordningen og Forkortelser.
Blandt Frøken Beyers senere Stykker kan endnu mærkes Lystspillet: »Lovbud og Lovbrud« (1853). Naar de fleste af hendes Dramaer gjorde Lykke hos Datidens Teaterpublikum, maa Grunden dertil dog næppe søges alene i disse Arbejders indre Værd og Liv, men vistnok fuldt saa meget i den Omstændighed, at de kvindelige Hovedroller udførtes af Sille Beyers almægtige Veninde, Fru Heiberg, for hvem flere af dem specielt var skrevne. Den mesterlige Udførelse, som hun og de øvrige ved Teatret virkende Førsterangs-Kræfter gav de enkelte Roller, bidrog selvfølgelig i høj Grad til at give disse Arbejder forøget Glans, og der kastedes derved et vist flatterende Skær over dem, hvilket de utvivlsomt ellers havde maattet savne.
Sille Beyer udgav endvidere en Samling kvindelige Produktioner under Titelen: »Vintergrønt« (1852), nogle »Julegaver for unge Piger« m. m., ligesom vi har en Del nette Smaadigte fra hendes Haand. Nogen betydelig og særpræget Digtning har hun ikke givet os. Hun kendte for lidt til sin egen Tids stærkt bevægede Liv, tog ingen aktiv Del deri og skænkede det næppe megen Opmærksomhed. Desaarsag kan hendes Poesi heller ikke klart genspejle Tidens Ejendommeligheder. Hendes bløde, udpræget kvindelige Personlighed evner ikke ret at skabe Helte, og der er ingen høj, digterisk Flugt i hendes Frembringelser. Tankerne er oftest vege, Ordene spage, og hun er i Grunden mere reproduktiv end egentlig produktiv. Men der er tit en fin og køn Stemning i, hvad hun skriver, en varm og ædel Følelse, overalt en barnlig Aands bløde Præg. Hun inspireres af Naturen, især som hun kender den fra en Sommeridyl i Egnen om det venlige Fædrenehjem, af Blomsterne, Fuglene, Solskinnet og Aarstidernes Vekslen. Om slige Emner skrev hun sine bedste og levedygtigste Smaadigte, der navnlig slog an hos de unge og hos Børnene, hvor de evnede at skabe en Stemning lig den, der fødte dem i Forfatterindens Sjæl. Allerede derved fik hun nogen Betydning. Lad nemlig en Digtning skyldes nok saa berømt en Skønaand, og lad den fremtræde i nok saa udpræget Dragt, formaar den ikke at gribe vort Sind, saa vi føler, at skjulte Strenge i vort eget Indre klinger forstaaende igen, saa er den dog forfejlet.
Sille Beyer havde et godt Greb paa at anslaa den barnlige Tone, der passede til den mere troskyldige Tidsalder. Adskillige af disse Smaasange lever endnu paa Børnenes og Ungdommens Læber. Vi behøver blot at minde om et Digt som »Vinteren«, hvor de bekendte Strofer om Solen findes:
»Hvor skinner du blank paa den hvide Sne,
og hvor er dog Træerne smukke at se!
Nu staa de ej længer saa bare og fryse,
den mindste Kvist har en snehvid Kyse!«
Meget populær blev ogsaa hendes lille Sang om »Skoven«. Den kan i det hele tjene som Prøve paa Stil og Stemning hos Forf.
»Hvor er det herligt en Sommerdag
at vandre ind under Løvets Tag!
I Ly for Solen man gaar med Lyst,
der er saa venligt, der er saa tyst!
Hvor frisk og kølig og mild en Luft,
hvor herlig kvæger os Løvets Duft!
Thi om end Stammen er hundred Aar,
dog nyt er Løvet fra sidste Vaar!«
Frøken Beyer var en alvorlig og fintdannet Kvinde, og hun skrev sine
Arbejder ret con amore. Var hun som dramatisk Forfatterinde hverken
betydelig eller særlig heldig, maa man dog erkende, at hun leverede
adskillige brugbare Stykker for Teatret. Hendes Glanstid falder under den
Heibergske Styrelse i Syvaaret 1849--56. Hendes Dramaer savner ikke scenisk
Effekt og Patos; Dialogen er ofte baade naturlig og livlig, og en varm
Følelse aander gennem mange af Replikerne. Men Karaktererne er for
vage og løst skitserede, og gennemgaaende hæver
hendes Stykker sig ikke synderlig højt i kunstnerisk Henseende.
