Skønt tilhørende en anden Race, født i et os fjerntliggende Land og bærende et eget kosmopolitisk Præg, har
ikke des mindre givet os nogle karakteristiske og højst læseværdige Bøger, der længe vil bevare deres Værd. -- Hun var af Fødsel en Polak, og ved Weichselfloden stod hendes Vugge. Jolibord hed hendes smukke og lykkelige Hjem, hvor hun saa Lyset 1819. Faderen var en Fabrikejer Baumann, »en ejegod og genial Mand«, der var saare hjælpsom og human mod sine fattige Arbejdere. Han og Hustru var begge af tysk Byrd, og under Revolutionen 1829--31 havde de en meget vanskelig Tid. Elisabeth blev bortsendt til sin Moders Slægt i Danzig, hvor hun forblev til 1831, da hun atter vendte hjem til Polen; men det kære Barndomshjem, som hun elskede saa højt, kom hun ikke mere tilbage til. Forældrene flyttede ind i et nyt Hjem, der aldrig blev det for hende, som det gamle havde været. Et Aars Tid tilbragte hun i Berlin for at nyde grundig Undervisning i Sprog og Musik, for hvilke Fag hun havde fortrinlige Anlæg. Men størst Talent viste hun dog for Tegne- og Malerkunsten, og hun fik Lov til helt at ofre sig herfor. Hendes Udvikling som Kunstnerinde er nærmest foregaaet i Düsseldorf, hvor hun tilbragte 7 Aar. Da hun rejste bort, havde hun alt vundet Ry som betydelig og original Malerinde. Hun drog nu til Rom, og her dyrkede hun med megen Energi sin Kunst, og her fandt hun den Mand, hvis Hustru hun blev, nemlig Billedhuggeren I. A. Jerichau, som alt den Gang havde opnaaet Berømmelse. Med ham rejste hun siden til Danmark, hvor de grundede deres Hjem i København. Hun lærte hurtigt at elske vort Land, med dets lyse, smilende Natur; og universelt Sproggeni, som hun var, faldt det hende let at lære vort danske Tungemaal.
At genfortælle denne geniale og mærkelige Kvindes Liv, endog blot i Hovedtrækkene, vil der ikke kunne være Tale om her paa den saa knapt tilmaalte Plads, og det vil findes saa meget mindre nødvendigt, som hendes ejendommelige Livssaga jo oftere har været givet anden Steds, og vi kan henvise til den klare og smukt forstaaende Karakteristik, som Professor Nicolai Bøgh har udgivet.
Fru Jerichaus Begavelse var i høj Grad alsidig, derfor kunde hun ogsaa male med Ord i Skrift og i Tale, gengive Minder og Oplevelser med overordentligt Liv og Klarhed, saa det rev Læserne med og skabte Stemning og Varme. Hun sætter sin hele Personlighed ind, sin stærke Følelse, sit eget dybe, rige Liv, og derfor er der ægte kunstnerisk Virkning ogsaa i hendes litterære Arbejder. Man maa beundre, at hun, der fra Barn af har talt Polsk og Tysk, siden Fransk og Italiensk, i forholdsvis kort Tid opnaar at blive i den Grad Herre over det danske Sprog, at hun har kunnet optræde som dansk Forfatterinde baade i Prosa og Poesi, og oven i Købet frem for de fleste skrivende Damer har kunnet skabe en virkelig Stil, oprindelig, frisk, farvestærk og billedfuld. Ganske vist er hendes Arbejder blevne efterfilede af andre; men alt væsentligt og just det, som giver hendes Stil sin særegne Farve, er hendes eget. Havde hun helt og holdent ofret sig for Litteraturen, er der ingen Tvivl om, at hun her vilde have vundet en fremragende Plads. Nu var det imidlertid Malerkunsten, som hun ofrede sine Kræfters Hovedsum, og Digtningen blev kun »a thing apart«.
Hendes første Bog var: »Ungdomserindringer« (1874), der i vor Memoirelitteratur indtager en særlig smuk Stilling, fordi Forfatterinden saa uforbeholdent, saa virkeligt, sandfærdigt og naturligt, giver os en ganske subjektiv Bekendelse og fortæller om just det, som maa antages at have størst Interesse for hendes Læsere. Hun har givet sig selv med alle sine Fortrin og alle sine Fejl; hun skaaner sig ikke, men lægger frem sine Unoder, sin Forfængelighed, sin Ærgerrighed o. s. v., men hun sætter paa den anden Side heller ikke sit Lys under en Skæppe. Det er et Livsbillede af slaaende Lighed, aandslivligt og klart; det er et ægte document humain frem for de fleste, der gives denne Betegnelse. Da hun havde fristet den tunge Sorg at miste sin talentfulde Søn, den unge Kunstmaler, Harald, skrev hun sin anden Bog: »Til Minde om Harald Jerichau« (1879), et varmt og smukt Udbrud af en sorgtynget Moders rige Sjæl, og som alt, hvad hun har skrevet, saa ægte menneskeligt, al det maa afvinde os Agtelse og Sympati. Størst Modenhed, Energi og Liv har hun dog nedlagt i sit Hovedarbejde: »Brogede Rejsebilleder« (1881), dette store elegant udstyrede Værk, der saa fængslende fortæller om hendes eventyrlige Farter i fremmede Egne, om Besøg hos orientalske Fyrster, i Haremer og Paladser, om mærkelige Oplevelser til Lands og til Søs. Alt er skildret med en velgørende Friskhed og ægte Primitivitet.
Det er et værdifuldt Arbejde, der giver ypperlige Bidrag til
Forfatterindens Karakteristik, viser os hende som den viljestærke,
energiske og varme Kvinde, altid rastløs, altid aktiv, underlig urolig,
distrait og aparte, men helt igennem ædel og næsten barnlig from,
dreven frem af en indre Ild, der aldrig kunde slukkes, før Dødens
Kulde aandede over den. Meget skrev hun, som aldrig blev udgivet: Skuespil,
Digte og Fortællinger, ofte betydelige af Omfang, saa man maa undres
over, hvor hun fik Tid til saa meget. En stor Roman, som
hun kaldte »Natromanen«, siger os ogsaa, at hun maatte øge
Nætterne til, fordi Dagens Timer var utilstrækkelige for hendes
arbejdstravle Natur. Egentlige Digterværker har hun ikke skrevet, men
hvad hun har ydet, er lige fuldt af kunstnerisk Værd; og det er interessant
at lægge Mærke til, at ogsaa denne store og geniale Kvinde vidner,
at »det er Kærlighed, som først fuldstændiggør
Kvindens Væsen«.
