I 1869 falder endelig en Debut af en norsk Dame, hvilken dog her maa nævnes, da Forfatterinden senere blev gift og bosat i Danmark, nemlig
Hun har alt i mange Aar været anerkendt for dansk Forf., hvorvel man
med Rette har bebrejdet hende en alt for norsk Sprogtone. Denne burde have
været forladt, naar Fru Kieler havde fæstet Bo blandt Danske
og selv ønskede at betragtes som dansk Udøver af Ordets Kunst.
Anderledes med Fru Thoresen, Fru Skram og Frøken Prydz. Den første
var bosat i Norge og tog altsaa Sigte paa at blive norsk Forf. Selv da hun
omkring 1860 vendte hjem til Danmark, var det jo hendes Hensigt, atter, naar
Lejlighed gaves, at sætte Bo i Norge. Fru Skram er vel bosat i Danmark,
men anser sig for norsk Forfatterinde; Frk. Prydz har mange
Forbindelser her og søger dansk Forlag, men hun er aldrig ophørt
at være norsk Forf.
Fru Kieler debuterede under Firmaet »Lili« med den temmelig
store Bog: »Brands Døtre«, der var tilegnet Henrik
Ibsen. Fru Kieler havde skrevet dette Arbejde i en Alder af 18 Aar. Det er
et Livsbillede af betydeligt Omfang, og Forfatterinden har sat sig en stor
og vanskelig Opgave, som det, hvad man paa Forhaand kunde vide, ikke er lykkedes
hende at løse fuldt tilfredsstillende. Stærkt paavirket
af Ibsens storslaaede Digtning tager hun en af hans Opgaver
op og fører den videre ud. Det er Præsten
»Brand«, hun skildrer os i dennes huslige Kreds efter,
at Agnes er død. Husstyret er overtaget af de to fingerede Døtre:
Marie og Helga. Den strenge, konsekvente Præst, hvis Følelsesliv
ligesom er stivnet i Kampen for det absolutte Valg, denne jærnhaarde
Mand, der kræver alt eller intet, opdrager nu disse to unge Børn
under afgørende Indflydelse af sit mørke Kristendomssyn og
tvinger dem til ubetinget og blind Lydighed. Marie er en Sjæl saa englelig
og taalmodig opofrende, som var hun en af Frøken Levetzows Typer af
denne Art. Hendes Liv er et Liv i Liden, i Forsagelse, kuet af Faderens Tyranni;
og dog vedbliver hun at elske denne Fader, hun ser op til ham som til en
Gud og har en dyb Ærefrygt for ham. Men Helga, der har mere af Faderens
egen Natur, rejser sig jævnlig mod hans haarde Vilje og gør
Oprør mod Jærnregimentet. Marie maa da bestandig være
den mæglende Midler; men én eneste Gang vover
ung Helga at handle
paa egen Haand, uden at tage Faderen med paa Raad. Det er, da hun mener,
det gælder hendes Livslykke. Hun forlover sig med Provstens Søn,
en ung Mediciner, uden Faderens Vidende, og dette er tilstrækkeligt
til, at hun faar sin kristelige Faders Forbandelse. Forfatterinden har et
nøje Kendskab til Bibelen og citerer en Mængde Skriftsprog.
Det var en dristig Idé, den unge Dame havde haft, og hun sætter
alt, hvad hun ejer af Energi og Snille ind paa Udførelsen. Det var
en ualmindelig Debut, den vakte al ønskelig Opmærksomhed, den
blev læst og diskuteret i vide Kredse. Man havde
ogsaa travlt med Gisninger om, hvem Forf. kunde være. Den
Omstændighed, at Bogen var tilegnet den fremragende Digter, bidrog
ogsaa til dens Succes. Tager man det fornødne Hensyn til Forfatterindens
Alder, maa »Brands Døtre« kaldes et dygtigt Arbejde, der
giver os Agtelse for den Aandsmodenhed og Tankevægt, Forfatterinden
har nedlagt deri. Det er dog ikke noget uplettet Værk, som tilfredsstiller
alle berettigede kritiske Fordringer navnlig til indre Harmoni og
Helhedsafrunding. Det er bredt anlagt og har et rigt, men ikke synderligt
kræsent Ordvalg, og der er i den ellers saa sikkert gennemførte
Tegning af Præstegaardslivet noget underligt oprivende, noget, vi ikke
kan skænke vor Sympati, fordi det ikke tilfredsstiller vor
Retfærdighedsfølelse. Men just paa dette Punkt har vi fra en
særlig Streng en Tone, der siden kommer til at klinge som Dominanten
i Fru Kielers Forfatterskab. Dette virker nemlig paa mange Steder ganske
som en udpræget Moll-Komposition med mange disharmoniske Akkorder.
Der moduleres vel hist og her over til renere og mere fuldtklingende Durmelodier,
men gennemgaaende savnes den Hvile og mildt virkende Samklang, særlig
i Slutningssatserne, der tilfredsstiller det fint mærkende Øre.
Laura Anna Sofie Müller Kieler er født 1849 i Tromsø, hvor hendes Fader Morten Smith Petersen var Foged; Moderen, Anna Hansine Kierulf, var født Müller. 1870 besøgte Laura Kieler første Gang Danmark og tilbragte et Par Maaneder i København, hvor hun stiftede et saa interessant og betydeligt Bekendtskab som Henrik Ibsens. Vinteren 1870--71 tilbragte hun i Stockholm hos svenske Venner, men begav sig derpaa i Sommeren 71 paa en længere Udenlandsrejse gennem Tyskland, hvor hun besøgte Rhinprovinserne, Heidelberg og München, siden drog hun til Salzburg, Wien og Prag. I Dresden var hun for anden Gang sammen med Henrik Ibsen; vendte saa over Lybæk--København hjem til Norge, og da Faderen døde, fulgte hun sin Moder til Danmark, hvor de bosatte sig i København 1872. Det følgende Foraar ægtede hun Kand. filol. Viktor Kieler, der først blev Adjunkt ved Katedralskolen i Viborg og siden i Frederiksborg, hvor han nu er Overlærer. Sammen med sin Mand berejste hun i 1876 Elsass, Schweitz og Italien. Meget tidlig var altsaa hendes litterære Sans vakt og hun kom, som vi siden skal se, til at udfolde en ret betydelig og selvstændig litterær Virken.
Det er ovenfor (S. 135) omtalt, at
en Vinterstid opholdt sig i Stockholm i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Frugten af dette Besøg er »Skitser« (1875), der nærmest omhandler svenske Forhold. Skønt denne Bog altsaa kun bringer mindre og ikke særlig udførte Smaabilleder, er det dog en af Fru Kielers modneste Bøger, der bærer Vidne om stor Begavelse, ypperlige Iagttagelser og livlig Fremstillingsevne. Der er ingen Sentimentalitet deri, men en ualmindelig frisk og ægte digterisk Stemning. Hun har set godt og har derfor noget interessant at fortælle; og megen Sagkundskab lægger hun paa flere Omraader for Dagen, ikke mindst naar Talen er om Musik. Smukt fortalt er især »Fire Aftener«, der viser os forskellige Stadier af en ung forhaabningsfuld Kvindes Liv. Meget levende fortæller hun i »Königgrätz« om Krigen og skildrer dens Rædsler. Men med særlig Glæde vil enhver, der har besøgt den svenske Hovedstad, genkende hver Linie i det Fysiognomi, hun tegner af Stockholm, den »glimrende og blændende« Stad, der helst skal ses i den »skiftende Høstnats Lys«. Denne Bog gav Løfter om ikke saa lidt. Fortjent Opmærksomhed vakte da ogsaa hendes næste Arbejder: »André fra Kautokejno« (1879) og »Lavrekas Korhoinen« (1881). Forfatterinden indrømmer selv i Forordet til den første, at det oprullede Drama vistnok vil forekomme mange baade fantastisk og urimeligt; men dog er ingen Karakter og intet Forhold skildret, som ikke har haft sit tilsvarende Modbillede i Virkeligheden og har haft virkelige Tildragelser til Grund i Ultima Thule. Ja, Ytringerne fra det beskrevne Oprør er udtalte af Lapperne selv. Hun har personlig kendt den skildrede Original Andrè, og baade han og hans Forældre besidder Virkelighedens Kød og Blod. Man faar da tro Forfatterinden, der ligesom Fru Thoresen helst fører os op til det høje Nord, der jo »byder i højeste Grad den Livets Eventyrlighed og Usædvanlighed, der som oftest overgaar Fantasiens dristigste Fremtoninger.« Det er en romantisk-fantastisk Fortælling med meget spændende Optrin, og Fru Kieler har sat stor aandelig Kraft ind paa Skildringen, der gives med bred Pensel og med stærke Farver. Den ejendommelige Hovedperson, Digteren Andrè, tilfredsstiller dog, som Helt betragtet, ikke ganske de kunstneriske Fordringer. Hans ualmindelige Evner, Hurtighed i Opfattelse, hans Uddannelse, hans Lykke, alt spænder Buen højt og lader os forvente noget ualmindeligt stort. Og saa ender han med at aabenbare sig som en topmaalt Egoist, der intet udretter uden det: at forgude sig selv og forbitre Livet for andre. Til Slutning finder vi ham en Nat vuggende i sin Baad uden for Nordkap, hvilende som en Drømmer. »Hvad der foregik mellem ham og hans Forløser, ved ingen; hvem kender det usigelige«? »Den Nat døbtes Dikteren (!) Andrè fra Kautokejno i Midnatssolens Ilddaab -- og fra nu af kunde han fortælle Menneskene, hvad Svanen sang om oppe ved Nordpolen.« Det er imidlertid ikke nogen Slutning for en Helt, og Bogen ender i Uklarhed. Men ikke des mindre fortjener den at læses. Den er original ved sit Emne, og den er skrevet i et Sprog saa personligt og friskt, som vi kun sjældent finder det hos en kvindelig Forf.
»Lavrekas fra Korhoinen«, Fru Kielers Hovedværk, er ogsaa i høj Grad fantastisk; men det hører nu engang hine Egne til. Der er megen Poesi hos disse Naturbørn deroppe; og dog, man fristes til at tvivle om, at Typer som Lavrekas og hans Broder Paavo tilhører Virkeligheden. Men lad gaa! Denne Lavrekas burde have været Folkesanger eller Digter; men i det Sted maa han ved en tarvelig Disk kæmpe og slide for sin lille Broder Paavo, hvem hans fromme Moder paa Dødslejet har overgivet til hans Varetægt. Han bliver Købmand i Uleåborg og tjener Penge, der dels ødes bort af Broderen, der uddannes til Kunstner, og dels svinder ind paa andre Maader ved Lavrekas's egen Uforsigtighed. I sin blinde Tro paa Forsynet lader han aldrig Skib og Ladning assurere, og medens han under endeløs Jubel i Kreds af Byens Matadorer fejrer sin berømte Broders Hjemkomst, indløber der Efterretning om, at hans sidst afsendte Handelsskib med sin kostbare Fragt er forlist. Han lider et umaadeligt Tab, og da han tillige har forbrugt Penge, som var ham betroede, rejses der Anklage imod ham. Men saa nedstiger en af »Guderne« paa Scenen og løser Knuden, paa rigtig traditionel Vis i Skikkelse af en fra Udlandet tilpas hjemkommen Ven, Advokat Westrèn. -- Paavo har langsomt udsuget denne altopofrende Broder, der hengiver for ham ikke blot sin Formue, men sin Sundhed, sin Ære, sin ægteskabelige Lykke; og dog elsker denne ødsle Paavo sin Broder. Sluttelig opløses Dissonanserne, og Lavrekas bliver i Ægteskab med sin Ungdoms elskede »et lykkeligt og normalt Menneske«. Kan der gøres Indvendinger og paavises kunstneriske Misgreb, maa det ogsaa fremhæves, at Bogen giver mangfoldige gribende Skildringer af Lappernes Liv, og særlig er 4de Kap. fortræffeligt fortalt med den højtidsfulde Beretning om Vuolab Bæives Offer, der vanhelliges, fordi hans Søster Vaibi, der vil kalde Hunden Muste tilbage, for at den ikke skal følge efter Mændene til Offerstedet, kommer til at fare over Offervejen, hvad der besmitter Offeret og straffes med Døden. Det fremmedartede Stof, de fantastisk-spændende Begivenheder og den livfulde, stemningsvækkende Fremstilling gør, at man læser Bogen med virkelig Interesse og faar Agtelse for Fru Kielers Talent. Ogsaa i de efterfølgende Bøger er der meget Liv og aandelig Kraft. Forf. sætter sig altid interessante Opgaver, som hun løser paa sin egen Maade, og hun følger ikke i andres udtraadte Spor. »Min Broder Amtmanden« (1882), »En Oppositionsmand« (1886), »Silhouetter« (1887), »I en Lysengels Skikkelse« (1892), »Paa Post« (1895) er alle alvorlige og læseværdige Bøger. »En Oppositionsmand« giver et levende og vistnok fuldt troværdigt Livsbillede af den bekendte norske Opvækkelsesprædikant Hans Nielsen Hauge; den indeholder tillige mange værdifulde Bidrag til Tidshistorien i Hundredaarets Begyndelse og maa siges at være af Betydning for baade danske og norske Læsere. »I en Lysengels Skikkelse« er en Skildring af Pietismens indre Væsen. Forf. har villet vise, hvad der i dette »marvstjal den paafølgende Slægt som en Kræftskade«, og at Pietismen direkte avlede det, som Hans Jæger kaldte »Kristiania Bohêmen«. Der er meget dygtigt i denne Bog. Men Fru Kielers mandlige Helte er gerne temmelig utilfredsstillende og saaledes ogsaa her den unge Præst, som elsker Aagot, men er en Halvkarakter uden indre Kraft og Mandighed. Medens denne Figur ikke tiltaler os, er der paa den anden Side flere vellykkede, og Naturbeskrivelserne er i al deres Korthed maleriske og smukke. Bogen fremkaldte en kraftig Protest i Norge, hvad der kaldte Forf. frem for at præcisere sin Stilling som dansk Forfatterinde.
Ingen vil kunne frakende Fru Kieler Dygtighed og umiskendeligt Talent. Hun er heller ikke bange for at lægge ud som Journalist, naar det gjælder et Forsvar for en Idè eller en Sag, som hun har kær. Saaledes skrev hun i sin Tid jævnlig nogle kraftige og skarpe Artikler i »Morgenbladet«. Ogsaa som Dramatiker har hun forsøgt sig og skrev 1890 Skuespillet »Mænd af Ære«, der fremkaldte en Del Polemik i Bladene og senere opførtes paa Kasino og i Kristiania. Egentlig var det rettet mod, hvad man med èt Ord kalder »Bohêmen«; men det blev nærmest kun et Slag i Luften. Satiren, saa lidet fin i øvrigt, prellede magtløs af uden at ramme de Tilstande, den sigtede paa, og Fru Kielers Begavelse kommer ingenlunde i dette svage Arbejde til sin Ret. 1895 rejste Forf. i Amerika, hvor hun bl. a. skulde deltage i den afholdte Verdenskongres for repræsentative Kvinder; og om denne Rejse har hun skrevet fornøjelige og kvikke Artikler og holdt en Række lærerige Foredrag trindt omkring i Landet.
Fru Kieler er aldrig kedelig, og hendes Bøger lider ikke under, hvad
Franskmændene træffende kalder langueur, paa en Gang
et Udtryk for Mangel paa Livsindhold, Kraft og Varme. Tværtimod
udmærker disse tre Ting hendes hele Produktion. Hun ynder fortrinsvis
Mollmelodier, ikke bløde, ømme og indsmigrende Klange, snarest
de kraftige, lidt voldsomme, der ligesom hvileløst arbejder sig frem
i et hurtigt Tempo, altid con fuoco et vivo. Det er de mørke
Tonearter, hun vælger, uden dog at være pessimistisk anlagt.
Hun tror paa Livets aandelige Stormagter, paa alle skønne, gamle Idealer,
og hun er som Kristen lys i Syn og mild i Dom. Hun dækker ikke med
forlorne Aandrigheder sine Brist og Svagheder; de er iøjnefaldende
nok, og vejes lettelig op af hendes lige saa tydelige Fortrin. Hun har øvet
et sundt, dygtigt og næsten mandigt Virke i Litteraturen.
