Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Kongehøjen. En Erindring fra 1864. Af H. R. Hiort-Lorenzen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skovkro naaede de ikke. Her tog Husarerne
dem, vaabenløse, som de fleste af dem vare.
Alt dette erfarer jeg i et Øjeblik af
Fløjmanden, en rask Trainkonstabel, men der
kommer stadig nye Geledder frem om Hjørnet.
Det faaer ingen Ende — Gud ske Lov, der er
den sidste.
Obersten seer min Bevægelse ved dette
triste Syn og søger at trøste mig med, at det
saa er Krigens Gang. „Men Deres Hær naa
vi neppe. Den har for langt Forspring, især
hvis den er lige saa rask til at marchere
som til at slaas." Hele den østerrigske Hær
med stort Tros var nu under Fremrykning,
tilføjede han, det fyldte Landevejen helt ned
til Rendsborg, og det vilde være umuligt at
komme frem imod denne frem væltende Strøm.
Han havde ogsaa mistet mange Folk paa
Kongehøjen, men alle de Saarede, saavel
Danske som Østerrigere, vare bragte til
Rendsborg. Imorgen kunde jeg maaske naa derned.
Dermed skiltes vi.
Endnu samme Dag tvang Pøbelen os
Embedsmænd til at forlade Byen; vore Embeder
vare allerede besatte af gamle
Slesvigholstenere, som i tretten Aar havde luret paa, at
deres Time skulde komme. Dagen efter
forlod jeg Slesvig og kom efter fem Dages Rejse
over Rostock og Ystad til Kjøbenhavn uden
at vide, om Bruun var død eller levende.
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
