Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Annabella, af Niels Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— IÖ9 —
grønlig-hvid den fulde Fersken lyser gjennem tætte Dun,
øg en sød og saftig Pære af en mosset Gren jeg bryder,
og jeg gaar og smiler stille under Himlens graa Pavlun.
Vaagen laa jeg nys og hørte, Stormens sorte Hane gol,
det er Tegn, at Aaret vissent hælder mod sin frosne Grav,
dog, om Lyset selv forødes, ej min Sommerlykke svinder,
Elskov lever i mit Hjærte, Elskov er min Tankes Sol!
Se, han byder for min Vilje og med stærke Baand han
binder,
ydmyg bad han, men jeg lytted, og det lød, som han
befol.
»
Hvor kan jeg med spæde Hænder drive bort det dybe
Hav? —
Jeg, som længes dig i Møde, medens lange Timer rinder,
til, hvad nys jeg nød, jeg nyder, og jeg giver, hvad jeg gav.
Ræd jeg vendte bort mit Aasyn, Jorden gynged for min
Fod,
da du Elskovs røde Rose bleg og sitrende mig bød;
ej jeg voved den at plukke, ej jeg nænned den at vrage,
Isens Brand og Ild, der isned, skifted i mit bange Blod,
alle Stjærner sang paa Himlen — var det Jubel eller
Klage ?
Gjærne bad jeg dig at blive, ønsked helst, du mig forlod,
i da mit Bud du vilde følge, hvad jeg fordred, jeg fortrød,
i øg jeg saa dig ind i Øjet, og jeg slog mit Plaar tilbage,
> og en fin og flygtig Luc gjennem alle Lemmer flød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
