Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1561—88 (Traités du Danemark et de la Norvège 1561—88) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520 1581. 12. Aug. Nr. 29.
Uge og den sachsiske Ret, der med Hensyn til saadanne Godser ikke
kendte nogen Repræsentationsret. Ogsaa til Lensgodserne mente Adolf
at have mere Arveret end Kongen og hans Broder, da det jo var
urimeligt, at de fjernere beslægtede skulde have ligesaa megen Arveret
som den nærmest beslægtede, men herom vilde han dog ikke strides.
Han vilde gaa ind paa en Uge Deling af dem, nåar Kongen vilde
anerkende hans Fordringer med Hensyn til Slesvig og Femern og
Allodialgodserne i Holsten. Af Lensgodserne i Holsten kunde Kongen
saa overlade sin Broder, hvad han vilde, men hvad Fællesforleningen
med Holsten angik, vilde Hertug Adolf ikke indlade sig paa mere,
end det kejserlige Lensbrev indeholdt, det vil sige, han vilde ikke lade
Hertug Hans den yngre faa Del i Fællesforleningen.
Denne Erklæring sendtes straks til Kongen, der 28. Febr. fra
Skanderborg paalagde sine Kommissærer ikke i noget Punkt at gaa
ud over deres Instruks. Han havde kun krævet, hvad han for Gud
og med Ret var bereitiget til, og ethvert andet Forslag skulde de straks
afslaa, uden at sende det til ham, da han absolut ikke vilde gøre
yderligere Indrømmelser. Samtidig sendte han sine Kommissærer en
Skrivelse til Hertug Adolf, hvori han kategorisk erklærede, at han
havde givet sine Kommissærer bestemt Ordre til ikke i mindste Maade
at gaa ud over deres Instruks, hvilke Forslag der saa end maatte
stilles under Forhandlingerne eller senere af Mæglerne. Kunde Hertug
Adolf ikke gaa ind paa Kongens Forslag, var det ikke til nogen Nytte
at spilde Tiden. Det overlodes dog til Kommissærerne at afgøre, om
de vilde overlevere denne Skrivelse eller ej.
Den 1. Marts indgav de kongelige Kommissærer deres 2. Indlæg,
hvori de fastholdi deres tidligere Fordring, da de hertugeliges Svar
havde været saa Udet imødekommende og de derfor ikke mente det
raadeligt at komme frem med Indrømmelsen med Hensyn til det rør
lige Gods endnu, saa havde de siden ikke noget at byde. De imøde
gik i deres Skrift de hertugeliges Argumentation. Jydske Lov kunde
aldeles ikke paaberaabes ved denne Lejlighed; den indeholdt ingensom
helst Bestemmelser angaaende Len, da der med Undtagelse af Slesvig
ingen Len var i Danmark. Skulde Jydske Lov gælde, maatte jo og
saa Kvinder have kunnet faa deres Andel af Lenet Sønderjylland, men
de havde altid været udelukkede fra Arv; de havde kun faaet Udslyr.
Ved de tidligere Delinger havde ogsaa begge Hertugdømmer været be
handlede som ét Corpus og var blevne deile som saadant mellem de
fællesbelenede, uden at der toges noget Hensyn til, om nogen fik mere
i det ene Land end i det andet. Havde der været nogen Formodning
om en forskellig Succession, havde deres Forfædre sikkert delt hvert
Hertugdømme for sig, saa at enhver af Fyrsterne havde faaet Uge
meget i hvert af Hertugdømmerne. Som tidligere fremhævet viste og
saa hele Forleningen i Odense, at den var sket efter almindelig Lens
ret, og derefter maatte Successionen ogsaa nu ordnes.
Den 6. Marts overgav de hertugelige Kommissærer deres Svar
herpaa. De fastholdt i et og alt deres tidligere Standpunkt og hen
visle særlig Ul Protokollen over Forhandlingerne i Odense 1579, hvoraf
det fremgik, at Mæglerne oprindelig havde foreslaaei, at Forleningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
