Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
Nr. 8. 1601. 18. Febr.
kendte noget til Forholdene i Lapland, og at der fra svensk Side klage
des ikke mindre over danske Overgreb. Han var villig til et Møde, men
maatte først høre sine svenske Rigsraaders Mening. Til Efteraaret eller
til Vinter vilde han give nærmere Besked. Bestemmelserne i Teusinafreden
kunde efter hans Mening ikke præjudicere nogen, da de kun udsagde, at
Russerne ikke maatte gøre Sverrig Hinder paa den Rettighed, som bevis
ligt og fra Arilds Tid havde ligget til Sverrigs Krone i Lapmarken. Der
var ikke talt et Ord om at gøre Norge Hinder paa det, som med Rette
og fra Arilds Tid havde ligget til Norge. Kong Sigismund vilde dog
være undskyldt i, hvad Hertug Karl maatte foretage sig i den Sag, da
denne foretog sig saa meget i Sverrig mod Sigismunds Vilje1.
Mødet i Stegen kom ikke i Stand og Stridighederne mellem de norske
og svenske Befalingsmænd i Lapland og Finmarken fortsattes stadig.
Fra svensk Side anstillede man ogsaa Undersøgelser om Sverrigs Ret til
at kræve Skat i disse Egne, og del faldt hverken de danske eller de
svenske Befalingsmænd og Fogder svært al faa de Oplgsninger af Lap
perne, som de netop ønskede at faa. I Aarene 1599 og 1600 førtes en
Række Forhandlinger mellem svenske Kommissærer og de norske Befa
lingsmænd, særlig mellem Lensmanden paa Vardøhus Hans Olufsen
Koefoed og de svenske Kommissærer Arent Josting og Ambjørn Jakob
sen i Kiberg i April 1599. De førte dog ikke til nogen Forstaaelse, og
fra Slutningen af 1599 begyndte Hertug Karl endog at gribe til skarpere
Forholdsregler for at gennemføre Sverrigs Fordringer2.
Ogsaa andre Forhold bidrog til at skærpe Misstemningen mellem
Christian IV og Hertug Karl. Der havde hurtigt udviklet sig et spændt
Forhold mellem Hertug Karl og den svenske Højadel, særlig efterat Her
tug Karl paa en Rigsdag i Soderkoping 1595 havde faaet vedtaget en
Beslutning om, at katholsk Religionsøvelse ikke maatte taales i Sverrig.
Flere af Adelen, der heldede til Katholicismen og ikke vilde finde sig i
Hertugens haardhændede Regimente, søgte i den følgende Tid Tilflugt i
Danmark. Hertug Karl forlangte nu, at Christian IV skulde sende dem
tilbage til Sverrig, da de ikke var flygtede paa Grund af hans Unaade,
men havde gjort sig skyldige i Misgerninger. Christian IV vilde dog
ikke gaa ind herpaa. Han henviste til Stettinertraktatens § 26, hvorefter
han ikke kunde udlevere dem, uden at deres Sag først var undersøgt.
Derimod var han villig til al stille dem for Retten i Danmark, nåar
Hertug Karl vilde sende nogen for at anklage dem.
Den Strid, der snart aabenlyst udbrød mellem Kong Sigismund og
Hertug Karl, bragte ogsaa den danske Regering i en lidt vanskelig Stil
ling. Kong Sigismund var jo den officielle Regent i Sverrig, men Hertug
Karl den reelle. Baade Regeringsraadet og senere Christian IV søgte
saa vidt muligt at holde sig nevtrale i Striden, men fuldstændig kunde
1 Kong Sigism.’s Svar t. L. Urne 9/s 1597. (Sv. Acta I. 379). 2 Pira,
anf. St. S. 143—63.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
