Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1673. 12./22. Juli. 511
Nr. 23.
Parter forligie. Da disse ikke alene havde erklæret sig villige Ul Fred,
men ogsaa havde udnævnt Repræsenlanier til al dellage i Fredsforhand
linger paa en Kongres i Køln under Sverrigs Mægling, fandt Kongen
det rigtigst, al enten alle Dellagerne i Brunsvigerforbandet eller nogle af
dem sendte et Gesandtskab til Kongen af Frankrig for at faa ham til al
moderere sine Fordringer saaledes, at de andre kunde gaa ind paa dem.
Fandt de Allierede Afsendelsen af el Gesandtskab til Frankrig betænke
lig, barde man opfordre Kejseren til al fremskgnde den forlængst i Re
gensburg besluttede Rigsmægling, da Frankrig ikke skulde have noget
imod den.
Medet i Brunsvig aabnedes 13. Juni. Kejseren repræsenteredes af
Grev Gotllieb v. Windischgråtz, Danmark af Habbeus, Brandenborg afCan
stein, Hertugen af Celle af Kansler Schutz, Wolfenbuttel af Kansler Her
man Hopfner og Gehejmeraad Busso v. Munchhausen, Hessen-Kassel af
Regner Badenhausen, der dog først mødte 29. Juni. Den 30. Juni mødte
for Kurfgrsten af Trier Georg Beinhard v. Breitbach. For Kursachsen
var mødt Gehejmeraad Nicolaus v. Gersdorff og for Sverrig Regerings
præsidenten i Stade Schweder Didrik Kley. Disse dellog dog ikke i
Plenarmøderne og var, som en af Dellagerne skrev, mere komne for at
se end for at afslutte noget. Den kejserlige Afsending aabnede Forhand
lingerne med en udførlig Fremsiilling af Frankrigs og dets Forbunds
fællers, Ærkebispen af Kølns og Biskoppen af Munsters Krænkelscr af
Freden i det tyske Rige, hvorfor Kejseren saa sig nødsaget til at forsvare
dette. Da det let kunde føre til et fransk Angreb paa Kejserens Arve
lande, hvilket efler Kejserens Mening efler Brunsvigertraktaten medførte
Forpligtelse for Dellagerne i denne til at hjælpe ham, ønskede han be
slemt at vide, hvad han i saa Tilfælde kunde vente sig af sine Forbunds
fæller og hvorledes de vilde bringe deres Hjælp til virkelig og hurtig Ud
førelse. Da de med Frankrig forbundne Rigsstænder, Køln og Munster,
havde angrebet Nederlandene, men Frankrig ikke vilde tillade Rigsstæn
der at komme Nederlandene til Hjælp, ønskede Kejseren at vide sine
Allieredes Mening herom. Han havde en Hær paa 30,000 Mand og øn
skede na at vide, om hans Allierede vilde forene deres Kræfter med ham
til Rigets Forsvar, derunder indbefattet den burgundiske Kreds, da Frank
rig ogsaa truede denne. Senere lod Windischgråtz forstaa, at Kejseren
helst saa Kongen af Spanien som Hertug af Burgund ligefrem optaget i
Brunsvigeralliancen. De Allierede var dog ikke tilsinds at give bindende
Tilsagn. Jlabbeas kom frem med sit Forslag om foreløbig at nøjes med en
fælles Sendelse til Frankrig. Brandenburg, der lige havde sluttet Fred
med Frankrig i Vossem, stillede sig naturligvis ret tilbageholdende og
vilde endog have sit Forbundskontingent nedsat. Den celleske Repræsen
tant Schutz rejste ogsaa en hel Række Indvendinger. Ved at forpligte
sig til virkelig at yde Kejseren Hjælpen i Tilfælde af el fransk Angreb,
paatog Forbundet sig en Pligt, der egentlig tilkom hele Riget. Det maatte
først nøje overvejes, om det foreliggende Tilfælde faldl ind under For
bundets Beslemmelser. De forskellige Gesandter erklærede derefter, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
