Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
407
1688. 28. Sept.
Nr. 21.
disse, men udelakkende den Betraglning, at det vilde være det mindste
Onde. En Krig mellem Frankrig og Riget, saalænge Kejseren var op
tagel af Krigen i Ungarn mod Tgrkerne og Rigets Krigsforfalning var
saa yderlig slet, vilde let kunne medføre endnn større Ulykker og Tab
for det tyske Rige. Han havde heller ikke endnn opgivet Haabel om ved
Frankrigs Hjælp al faa Lejlighed til al gøre de saa ivrigt ønskede Erob
ringer fra Sverrig. Da Ludvig XIV nu efler den 20aarige Stilstands Af
slulning, der vel skaffcde Riget foreløbig Sikkerhed, men rigtignok kun
mod at sanktionere de franske Reunioner, erklærede, at han ikke alene
ikke kunde yde nogen Hjælp til det Angreb paa de svenske Besiddelser i
Tyskland, hvorom der i længere Tid havde været forhandlet mellem Dan
mark, Brandenborg og Brunsvig-Lyneborg, men endog maalte misbillige
et saadant Angreb som et Brud paa Slilstanden, blev Kurfyrsten endelig
klar over, al det var Ludvig XIV, som havde hostet Fordelen afAlliancen,
medens han seiv ikke havde faael og heller ikke havde Udsigt til at faa
andel Udbytle af den end de Subsidier, han havde modtagel, og dette
vakle en ikke ringe Misstemning hos ham mod den overmægtige For
bundsfælle.
Der kom ogsaa andre Grunde til, som yderligere øgede denne Mis
stemning. Han var forbitret over, at Ludvig XIV havde ladet et af sine
Reunionskamre inddrage det Prins Vilhelm af Oranien tilhørende Fyr
stendømme Oranien, hvortil han mente al en af hans Sønner i hans
første Ægteskab med Prinsesse Louise Henriette af Oranien, Prinsen af
Oraniens Faster, var Arving. Det hjalp ikke, at Ludvig XIV erklærede,
at det ikke skulde komme til at gaa ud over Kurfyrstens Børns Arveret.
Som reformert Fyrste havde Kurfyrsten ogsaa længe været misfornøjet
med Ludvig XIV’s Forfølgelser af de Reformerte i Frankrig og ofte be
klaget sig derover. Kurfyrstens Klager havde inlet hjulpet, og Forfølgel
serne blev nu særlig slemme, da Ludvig XIV begyndte med sine berygtede
Dragonnader. Mange reformerte Gejstlige tog deres Tilftugt til Branden
borg, hvor de fandt et Tilftugtssted og bidrog meget til at ophidse Kur
fyrsten mod Ludvig XIV. Særlig efler Karl II af Englands Død i Febr.
1685 og den ivrigt katholsksindede Jakob IFs Tronbestigelse blev Kur
fyrsten i del hele meget bekymret for den reformerte Religions fremiidige
Stilling i Europa, og det blev i hans sidsle Aar en mere og mere frem
herskende Tanke hos ham, at alle de protestantiske Magler nu maatte
slutte sig sammen for at forsvare deres Religion.
I sin Misstemning mod Ludvig XIV begyndte Kurfyrsten nu i al
Stilhed og Hemmelighed forsigligt at løsne Forbindelsen med Frank
rig og forberede sin Overgang til dette Riges Modstandere. Den første
af disse, som han indledede Forhandlinger med, var Nederlandene.
Efler nogle indledende Skridt sendte Kurfyrsten i Maj 1685 sin da mest
beiroede Raadgiver, Gehejmeraad Paul Fuchs til Nederlandene for at
føre den endelige Forhandling. Offtcielt havde Sendelsen det Formaal
al faa en Opgørelse i Stand med Generalslaterne om de Subsidier, Ne
derlandene endnu skyldte Kurfyrsten efler Traktaten 1674, men samtidig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
