Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
580 1689. 16. Juli. Nr. 24.
Besidderne af de afhændede Stykker i Grevskaberne. Han forlangte en
betydelig Nedsætlelse af de 100,000 Rdlr., før han vilde gøre noget Til
bad. Der var heller ikke Enighed om, hvad der skulde gives Afkald paa
for denne Sam. De Anhallske hævdede, al Åfkaldet kan skulde gælde
Anhalt-Zerbsts Tredjedel af Wesertolden og de Allodialgodser, som Ånhall-
Zerbsl hidtil havde haft, men ikke dem, som Anhalt-Zerbsl kunde haabe
paa at faa, naar Enkegrevinden paa Neaenbarg døde. Breitenau holdt
dog paa, at ogsaa de sidste Godser hele Tiden havde været indbefaltel i
Åfkaldet, ellers havde Kongen ikke tilbudt saa stor en Sam. De Anhallske
vilde ogsaa forbeholde deres Herre alle de partikulære Huse, som han nu
besad i Elsfteth, Delmenhorst og andensteds, og krævede desuden, at en
eller anden Rigsstand skulde garantere den Traktat, der afslultedes. Da
de Anhallske stadig stillede det som en ufravigelig Betingelse, at Anhalt-
Zerbsts ubelingede Ret til Jever anerkendles, vilde Breitenau ikke indlade
sig paa nærmere Forhandling om de andre Punkter, før han havde faael
nærmere Besked fra Kongen. Denne faslholdt dog bestemt de i Instruk
sen givne Ordrer angaaende Jever og Pengesummen. Breitenau forestil
lede derefter de Anhallske, hvilke ubehagelige Følger det kunde faa for
Ånhalt-Zerbst, hvis man ogsaa denne Gang skiltes uden Resultat. De
Anhallske svarede, at Carl Wilhelm ogsaa gerne ønskede at faa Sagen
bilagl i Mindelighed og derfor havde lovet al afstaa sine Allodialbesid
deiser i Grevskaberne og sin Part i Wesertolden for en saa ringe Sum,
men Jever kunde han ikke undvære, da saa godt som alle Indtægterne
af Zerbst gik til Regeringsudgifter, Ul Apanage for Brødrene og til Un
derhold for Søstrene. Til sidst erklærede de dog, efter at have faaet nye
Ordrer fra Zerbst, at Carl Wilhelm vilde gaa ind paa at henvise Spørgs
maalet om Jever til senere Forhandling, saafremt Kongen vilde love ikke
at besvære Fyrstendømmet med egenmæglige Okkupationer, Sekvestratio
ner, Indkvarteringer eller andet saadant, endsige bemægtige sig Jever,
men forpligle sig til at gaa Rellens Vej, først ved venskabelig Mægling og
siden, hvis den ikke forte til noget, ved Proces for kompetente Dommere.
Indlil Dom var faldet, skulde alt forblive som det nu var. De henviste
til, at Kongen i Bremen jo havde erklæret, at han ikke havde noget imod
en reislig Afgørelse. Breitenau faslholdt dog, al han ikke uden at træde
Kongens Respekt for nær kunde gaa ind derpaa, da det kunde forstaas,
som om man ventede sig mere Vold end Ret af Kongen.
Christian V havde allerede IS. Marls givel Breitenau Ordre til ikke
at blive længere i Hamborg, hvis Anhalt faslholdt sine urimelige For
dringer, men begive sig til Grevskaberne og indrette sig paa at gaa i
en Sendelse til en af Rigets Stænder. 25. Marts sendles der ham Instruks
om snarest at gaa til Biskoppen af Miinsler som Gesandt. De anhallske
Repræsentanter havde heller ikke noget imod en Udsættelse, men mente
ikke, at der var nogen Grund til at afhryde Forhandlingerne. Man blev
da enig om at udsætte Forhandlingerne til et senere Møde i Bremen,
naar Kongen længere hen paa Aaret seiv kom Ul Holsten. Kongen
ansalte derefter et nyt Møde i Bremen 20. Maj, Ul hvilken Tid han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
