Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N. F. S. Grundtvig.
311
O Jesus Henve, Broder sød!
Du iiender bedst den bittre Død-
Du har den overvundet;
Vor Stabtiing grant og kiender du,
Veed godt, vi alle seer med Gru
Vort Timeglads ndrundeti
O, kom du, som engang, jeg veed,
Dn i din Faders Herlighed
Skal klart dig aabenbare:
Var det i Geh, var det i Kveld,
Jeg skyndte mig, med kort Farvel,
J Sth til dizx at sarei
Nien komnier Døden fereiid dit,
Kom da iløn, og kom ihu,
Hvor morkt der er i Gravettl
Omstraal mig, saa jeg glemmer den!
Salv Øiet paa din fvge Ven,
Saa jeg kan see Guds-Haven!
Kone i den sidste Nattevagt,
J en af mine Kiceres Dragt,
Og seet dig ved min Side!
Og tal med mig, som Ven med Veir,
Om hvor vi snart skal sees igien,
Og glemme al vor Kvidet
Kom, som du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kiendes vil paa Rysten;
Deel Røst, hvorved, trodo Verdens Larm,
Os Hjertet brænde kan i Barm,
Og smelte hen i Trøsteiti
O lad mig, i min sidste Stund,
Det høre af diti egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor rart der er i Himmel-ig,
Og at dn Stol har sat til mig
J dine lyse Sale! »
For Døden, med sin Jistap-Haand,
Gier Skiel imellem Stov og Aemd,
Bortvifter Hiertets Varnte,
Jndslumre skal jeg da med Lyst-
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelser-Amie!
1040. Her mødes alle Bete.
Ulirkepsalmer til Peove 1845· Evang. Psbg. Tillcrg Ne- 612.)
Her modeo alle Veie
Paa Graveno bratte Rand,
Her er vort sidste Lcie
J Skygger-B morke Land,
Her synke alle Hænder-
Her visner hver en Krands,
Her samles Muldets Frcrnder,
Hets falmer Stodets Glands!
Her- Levnetslobet ender
Sig med en Jordefeerd,
Og naar da synke Hænder,
Hvis Jd var Ære værd,
Ak, da maae vi vel klage-
Begrcede Støvet-S Kaar-,
Om end dele Ædles Dage
Forsolvede hans Hilar!
Ia, blomstred sor de Døde
Ei Haab paa Gravelts Rand,
Og glimted Morgenrede
Et did fra Livets Land,
Da maatte lvdi vi græde,
Hver Gang vi stnlde saa,
Sotn mi, til Jordeti stade
En Ædling af de Faa-
Meii haii, til hvem, end spæde,
Vi bares i vor Daab,
Foebod vor Samfunds-tittede
At sørge uden Haab;
Engang« naar det mon kime
Til Paaske høit i Kor,
Da slaaer og Naadeng Tittie
For Støvet under Jord!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
