Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 Sonja Kovalevsky.
paa et graat Tæppe, som hun breder ud om
Aftenen og om Dagen har gjemt i et eller andet
Aflukke.
Njanja og Nastasja snakker halvhøjt sam-
men, og da de indbilder sig, at Børnene sover
trygt, afhandler de uden Forbehold alle mulige
huslige Anliggender. Tanja sover imidlertid
ikke, men lytter tværtimod opmærksomt efter,
hvad de siger. Adskilligt deraf forstaar hun ikke,
adskilligt interesserer hende heller ikke; det
hænder, at hun falder i Søvn midt i en For-
tælling, uden at have hørt Slutningen. Men de
løsrevne Stumper af deres Samtale, som naår til
hendes Bevidsthed, samler sig dér til fantastiske
Billeder og efterlader et uudsletteligt Spor for
hele Livet.
»Hvordan skulde jeg kunne lade være med
ab holde mest af hende, "den lille Due; "mer end
af de andre Børn?" hører hun Njanja sige, og
hun forstaar, at det er hende, Talen er om.
»Jeg har jo været ene om at passe hende lige
fra den første Begyndelse af. Det var just ikke
paa samme Vis med de andre. Da Anjuta blev
født, kunde Fa’r og Mo’r og Morfa’r og Farfa’r
og Fastre og Mostre ikke se sig mætte paa
hende — naturligvis fordi hun var den første.
Jeg. fik aldrig Lov til at være et Øjeblik om
hende i Fred og Ro, uden snart den ene og
rr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
