Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Phister, Joachim Ludvig, 1807-96, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
straale og spille som nyprægede Guldmønter. Medens Ph. saaledes
ikke særtegnede sine Henriker, skabte han af disse Rollers hyppige
Forklædninger i et Øjeblik lyslevende Mennesker, saaledes omskabte
han i «Den stundesløse» sin nevtrale Oldfux, der trods
Navneuligheden spilledes af Ph. som en Henrik, med forbavsende Hurtighed
først til den uanselige Pedant, saa til den buldrende Advokat og
endelig til den underdanige Tysker, og han gjennemførte
Forvandlingen fra Top til Taa: ikke blot Klædedragten og Parykken vare
forskjellige, men hver Figur havde sit Ansigt og sin Stemme. Sit
Mesterstykke i Forvandlingskunst udførte Ph. som Henrik i
«Maskeraden», hvor han i den liden Tamperretskomedie, Henrik agerer
for Leander, uden mindste Kostumehjælp, kun ved sin Stemme,
skabte 4 Personer, hvoraf endog de to talte i Munden paa
hinanden; trods Henriks Livre stode de 4 Personer lyslevende for
Tilskueren, ja saa illuderende gjengav han dem, at han som Dommer
oplæste Kjendelsen «med en Røst saa søvnig og træg og kjedelig,
at Tilskuerne lulledes ind i en Døs, hvoraf Ph. først vakte dem,
naar han som en Raket fór op fra Sædet og var den gamle livlige
Henrik igjen» (Edv. Brandes). Moliéres Scapin i «Scapins
Skalkestykker» holdt Ph. nær op ad sin Henrik, i det han fremstillede
ham som en glat, næsten nystrøgen Pudsenmager, en forslagen
Skjælm, ingen ærkedreven Gavtyv, en vittig Intrigant, ingen
fortvivlet Skalk. Betegnende for hans Fremstilling af disse klassiske
Tjenerroller er det, at Beaumarchais’ Figaroer ikke fristede ham
stærkt; han spillede kun den ene (i «Figaros Bryllup») ved nogle
Sommerforestillinger og førte den ikke over paa Theatrets egentlige
Repertoire.
Hos Holberg spillede Ph. uden for Henrik og Arv kun én
Rolle af Betydning: Jeppe paa Bjærget (1851). Han paastod selv
her nøje at holde sig inden for den Skikkelse, hans Lærer
Lindgreen havde fremstillet, og som denne mente kunde føres tilbage
til Holbergs egen Tid; og sikkert stod Ph. ogsaa i de utallige
Enkelttræk paa Traditionens hundred Aar gamle Grund, om han end
med sit Geni gav disse en større, næsten symbolsk Betydning og
samtidig udførte dem videre, gjennemførte dem sikrere og
supplerede dem med ny; derimod turde det maaske være nogen Tvivl
underkastet, om Helhedsbilledet kunde føres lige saa langt tilbage
i Traditionen som Enkelthederne. Efter de overleverede Kritikker
synes det i det mindste, som om tidligere Fremstillere stærkere
eller grellere have fremhævet den kyniske Liderlighed og den fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
