Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preisler, Joachim Daniel, 1755-1809, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
takket være hans gode Forstand og omfattende Kundskaber, at
variere saa vel Karaktertrækkene som selve Karaktererne. P. var
saa kjøn og indtagende paa Scenen, at han kunde tillade sig at
give sin Elskværdighed et Anstrøg af Naragtighed ; netop i en
saadan Rolle, den vimse Frisør Partout i «De forliebte
Haandværksfolk», tvang han første Gang Publikum til fuld Anerkjendelse,
og han benyttede senere denne fintkomiske Evne til at udlevere
en Række Figurer til Latteren og samtidig frelse dem fra
Karikaturen; saaledes bevarede i «Fændrikken» den evindelige Spørger
Kapitajn Alsing sin noble Holdning, i «Heckingborn» frelste en
let Naivitet Daltons dominerende Visdom, i «Den værdige Fader»
kastede en elegant Anstand næsten Glans over Baron Dromers
tomme Komplimenter. Dog P. kunde ogsaa uden mindste Barmhjærtighed
blotte Sindets Raahed bag den ydre Politur, saaledes i
«Den skinsyge Kone», hvor han som Lord Trinket bag Lapsens
skrammererede Ydre aabenbarede en brutal Liderlighed, og i sin
mesterlige Fremstilling af de 2 militære Lykkeriddere, Lord Brazen
i det af P. selv oversatte engelske Lystspil «Hververne» og Kapitajn
v. Aberwitz i P. A. Heibergs «De Vonner og Vanner», hvor han
uden Karikering afdækkede al deres uforskammede Højtalenhed og
opblæste Uvidenhed. Medens P.s glatte Overflade her dækkede
over Dumhed og Tomhed, omfattede hans Repertoire andre
Figurer, hvor den skjulte Forstand var parret med Ondskab, som den
falske Spiller under Venskabsmaske: Stukeley i «Beverley», selve
Ondskabens Personifikation: Loke i «Balders Død», og Hykleren
under Andægtighedens Maske: Moliéres «Tartuffe». Blandt hans
Karakterroller stod vistnok Prins Gonzaga i «Emilie Galotti» højest;
i dennes karakterløse Vaklen mellem godt og ondt fandt han
noget beslægtet med sig selv og gjengav med Mesterskab Prinsens
Halvhed.
P. roses af sine samtidige for sin Kunstbegejstring og
Samvittighedsfuldhed; 2 Gange, 1786 og 1787, foretog han for egen
Regning, sidste Gang i Selskab med sin Hustru, Studierejser til
Fr. Ludv. Schrøders Theater i Hamborg. Et Bevis paa hans
Anseelse er, ikke alene at han var en af de 3 Skuespillere,
Theaterdirektionen 1788 sendte paa Studierejse til Udlandet, men at det
paalagdes ham «at holde en ordentlig Journal over den hele Rejse,
oplyst med de Anmærkninger, som de gjøre over og ved hvert
Theater». Denne udgav han Aaret efter i 2 Bind: «Journal over
en Rejse igjennem Frankrig og Tyskland»; den skaffede ham megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
