Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reenberg, Thøger, 1656-1742, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udrensende Kritik, der maatte forberede en Reform af Poesien.
Kritikkens offentlige Fremdragelse af Digternes Fejl opfattedes nærmest
som Skandskrift og Indgreb i Privatlivets Fred, og fra dette
Synspunkt blev R. Gjenstand for rimede Angreb af Præsten Mads
Bergenhammer, Poeten Jacob Schandrup og til Dels af Sorterup.
Som Forsvar og Bevis for sit poetiske Dommerkald skrev han saa
omtr. 1701 «Ars poetica», et Læredigt om Poesiens Natur, som
næsten alle Nationer fik dem i denne Reglernes og den klassiske
Efterlignings Periode. Det er her som overalt Aristoteles’ og
Horats’ Tanker, vi møde, til Dels i Boileaus Behandling («Art
poétique», 1674). R. var nu hverken som Digter eller som
Menneske betydelig nok til at blive en dansk Boileau eller Pope, der
formaaede at lempe disse sproglige og poetiske Regler saaledes
efter vort Folks Aand, at man fra ham kan datere den nye
Smagsretning. Dennes delvise Gjennemførelse ved en mere udpræget
Digterpersonlighed oplevede han først som en allerede halv
forglemt Olding. Men han var i alt Fald den første her hjemme,
der gjorde opmærksom paa, hvad der i saa Henseende var oppe
i Verden uden om os, og man vil næppe kunne nægte, at han i
Modsætning til Fortiden havde Sans for det afgjørende i al Poesi:
«Ved Regler det forgjæves er
at ville Verset tvinge,»
eller at han fremfor sine samtidige, Holberg iberegnet, besad
aabent Blik for de digteriske Skjønheder, navnlig hos Klassikerne.
Han følger ingenlunde slavisk Boileau, men behandler Æmnet frit,
i sine egne lette Vers, i en kvik og klar Fremstilling, ofte krydret
med Lune, og i et forholdsvis rent og godt Sprog, skjønt hans
versifikatoriske Lethed stundum kan forføre ham til Skjødesløshed
og snaksom Vidtløftighed. Hans sproglige og stilistiske Fortrin
træde ikke mindst frem ved Sammenligning med Jørgen Sorterup,
som omtrent samtidig forsøgte sig i den litterære Satire, men er
lige saa dunkel og skruet, som R. er klar og jævn. – Til «Ars
poëtica» slutte sig et Par mindre Læredigte: «Poesiens Opmuntring»
(1702), nærmest Panegyrik til Kongen, og «Poesiens Vanskelighed»
(1703), en Klage over Uviljen mod Satiredigtning med fornyede
Udfald mod slette Lejlighedspoeter, atter støttet til Boileau.
R.s poetiske Skrifter, som i Forfatterens Levetid kun kom
frem i spredte Enkelttryk samt i de Wielandtske og Luxdorphske
Verssamlinger, udkom 1769 i en efter Tidens Forhold statelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
