Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rein, Jonas, 1760-1821, Præst, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvad han ogsaa troligen gjorde, men uden Nytte. Heller ikke fik
han gejstligt Embede. Han havde 1788 stødt en højtstaaende
Embedsmand og mente nu, at han fik lide for dette. Imidlertid skrev
han Vers, studerede flittig Sprog og Litteratur, var en hyppig Gjæst
i Norske Selskab og den Rahbekske Cirkel og blev i denne
bekjendt som den, der ved Epigrammer gav det første Signal til
«Holgerfejden» (1789-90). Endelig blev han befordret, i det han
udnævntes til resid. Kapellan til Slidre. Dette Embede vilde han
ikke have, men blev s. A. (1791) udnævnt til Sognepræst i
Kautokeino. Faa Rejsen der op standsede han paa Hafslund, hvor
Generalavditør O. C. Wessel tilbød ham at blive som resid. Kapellan
til Skjeberg. Han tog imod Tilbudet og blev udnævnt 1792. Han
blev ved denne Tid gift med Anna Cathrine Arbo (f. 1756, døbt
25. Dec.), Datter af Sognepræst til Ramnæs Christian A. (f. 1726
d. I773) og hans 1. Hustru, Anne Livia f. Wølner (f. 1725 d. 1769).
Han mistede hende allerede 27. Dec. 1794 og blev atter gift 1796,
med Anna Frederikke Bergersen (f. 21. Maj 1779 d. 22. Febr. 1856),
Datter af Berger B. paa Frederikshald og Inger Marie f. Wiig.
R. levede lykkelig i Skjeberg, men da Familien voxede, maatte
han have et større Embede og blev 1800 Sognepræst til Ejdanger.
Her udgav han 1802 en Digtsamling i 2 Bind og samlede en anden,
hvis Fortale bærer Datum 24. Maj 1806, men som først kom ud
1810. Han erkjender her, at «Digtekunsten ved Vanens Magt mer
end ved virkeligt Kald var bleven ham lidenskabelig». Han ansaa
det derfor som Pligt at bryde af, da det kunde blive til Skade
for hans præstelige Gjerning. Hans Digtning aander ikke altid
den Bitterhed, der tidlig havde opfyldt hans Sjæl, men den er
gjennemgaaende Udtryk for en melankolsk Stemning, der kunde
tiltale den Tids Kritikere og bringe Kvinderne til at sværme for
ham. Noget Digterkald har han næppe tiltroet sig, og sit Talent
har han næppe selv vurderet saa højt som hans Anmeldere. Han
vovede sig heller ikke – efter det første Ungdomsarbejde – ind
paa større Felter, og det Epos om Gustav Adolf, som han tidlig
begyndte paa, saa aldrig Lyset. I formel Henseende have hans Vers
Fortrin for de fleste samtidige danske og norske Digteres Arbejder,
hvad der kunde ventes efter hans grundige klassiske Studier.
1808 blev R. forflyttet til Nykirkens Sognekald i Bergen til
megen Ærgrelse for Biskop J. N. Brun, der til Fordel for sin Søn
gjærne vilde haft et af Byens resid. Kapellanier ledigt. Imidlertid
gjorde han Lykke som Taler ved sin alvorlige Moralprædiken og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
