- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / V. Bind. Faaborg - Gersdorff /
529

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gade, Niels Wilhelm, 1817-90, Komponist

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hans Lærer i Musiktheori og ledede ham derved ind paa Komponistvirksomheden.
Men Berggreen blev mere end hans Lærer, han
blev ham en sand faderlig Ven, hvis nidkjære Interesse G. selv har
erkjendt at skylde en væsentlig Del af sin æsthetiske Uddannelse;
han lærte den lidet belæste Yngling at kjende og elske de Digtere,
han selv beundrede, og upaatvivlelig har ogsaa Berggreens
Paavirkning vakt G.s Interesse for Folkevisen. En lille Melodi til
Goethes «Lebet wohl, geliebte Bäume» (komp. 1834, udg. i Berggreens
«Musikalsk Tidende» 1836) og Salmen «O gode Gud, jeg
takker dig» (komp. 1836) høre til de første i Trykken udkomne
Forsøg fra G.s Haand; lidt senere fulgte nogle folkelige Melodier
i «Fædrelandshistoriske Digte», udg. af Berggreen (hvoriblandt «Paa
Sjølunds fagre Sletter», komp. 1838), samt en interessant, fin
Harmonisering af en schweitsisk Folkemelodi (Berggreens «Tyske
Folkesange» Nr. 141).

Den i disse Smaating dæmrende Kompositionsevne var dog
ikke og kunde ikke heller være indlysende for hans Omgangsvenner
og Kammerater; de saa i ham kun den dygtige Violinist, og et
Forsøg paa en Orkesterkomposition, en Ouverture, som han en Gang
ved en Prøve fik Kapellet til at spille, blev af de tilstedeværende
modtagen med Tavshed, og kun en enkelt lod et Par rosende Ord
falde; paa ham selv gjorde Forskjellen imellem det tænkte og det
hørte et saa dybt nedslaaende Indtryk, at han strax gik hjem og
brændte sit Manuskript. I øvrigt var han meget afholdt af sin
Omgangskreds, hvortil foruden Kammeraterne, som de jævnaldrende
Brødre C. og E. Helsted, ogsaa H. S. Paulli, J. C. Gebauer, Høedt,
M. Wiehe og Skuespiller-Ægteparret Nielsen hørte. Han arbejdede flittig
med sit Instrument, og foruden i Kapellet spillede han med ved den
nys oprettede Musikforenings Koncerter. I Efteraaret 1838 foretog
han en Koncertrejse, paa hvilken han optraadte i det sydlige Norge
og endte i Stockholm. Men ved Siden af dette arbejdede han
med ikke mindre Flid og Ihærdighed i det stille paa sin Udvikling
som Komponist. Hans Medvirken i Kapellet og ved Musikforeningskoncerterne
gav ham rig Lejlighed til at gjøre sig mere og mere
fortrolig med de forskjellige Instrumenters Ejendommelighed, og
med Iver studerede han al den Musik, der var tilgængelig for ham,
saa vel de ældre Mestre, som Bach, Haydn, Mozart og Beethoven,
som ogsaa de yngre, navnlig Mendelssohn. Skjønt vejledet i sine
Studier og Forsøg af Berggreen og bekjendt med Weyse studerede
han dog væsentlig paa egen Haand, ligesom han ogsaa ved flittig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:28:18 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/5/0531.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free