Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har faaet Maries Ja, falder hun i en dødelig Sygdom, og Digteren
«drikker Døden af sin elskedes Læber». Hans Sjæl er dog rolig,
han længes ikke efter nogen Ægteforening, hans Attraa er for
himmelsk, «paa Jorden Kjærlighed er Brøde». Man har i denne
Forestilling den mest diametrale Modsætning til det 18. Aarhundredes
sensuelle Erotik. For øvrigt var denne tilsyneladende uvirkelige
Kjærlighedsroman ikke uden en vis Virkelighedsbaggrund. Lucie M.
blev virkelig heftig syg, og hendes forlovede mente, han ikke kunde
overleve hende ret længe. Efter Udgivelsen af «Procne» angrebes
han af en heftig Febersygdom, der i hele Uger bandt ham til
Sengen og efter 2 Tilbagefald afkræftede ham i den Grad, at det
ikke var ham muligt at gaa ene over Gulvet. – Det var under
denne Sygdom, I. fantaserede over de nye digteriske Ideer, der
efter Rekonvalescensen kom til Udførelse i hans Epos «De sorte
Riddere». Det er helt igjennem skrevet i den da i dansk
Poesi ikke hyppig anvendte og vanskelige Ottavestrofe og er et
Slags fantastisk-symbolsk Opgjør med den Tid, der sluttede med
Aaret 1814, hvori det udkom. Men dets Syner ligne rigtignok
mere en Feberpatients Drømme end en sund Tankes Udfoldelse
gjennem poetiske Billeder. Det slog da heller ikke synderlig an.
Kun én Mand, N. F. S. Grundtvig, gjorde det et mægtigt Indtryk
paa. Fra nu af var Grundtvig I.s hengivne Ven og betragtede
ham som sit kvindelige Supplement i den danske Poesis Verden.
Det var Grundtvigs Haab, at I. skulde ville afbilde Guds Kirke i
Naturens Spejl, som Grundtvig vilde paavise den i Historiens, et
Haab, som delvis opfyldtes ved I.s idealistiske Æventyrdrama
«Reinald Underbarnet» (1816), hvor en kristelig Barneaand løser
den troldbundne Natur af dens Lænker.
Denne Grundtvigs ømme Hengivenhed for den yngre Digterbroder
bragte ham i en skarp Polemik med J. L. Heiberg, der i
sin aristophaniske Farce «Julespøg og Nytaarsløjer» havde drevet
Spas med den sentimentale Erotik i «Varners Vandringer» og i
Tragedien «Blanca», som I. havde udgivet 1815, og som ved sin
Opførelse paa den kgl. Scene havde taget alle følsomme Hjærter
med Storm. Navnlig havde Heiberg frembragt en højst pudsig
Virkning ved at lade de Heibergske Komediers bekjendte gamle
Ægtepar Jeronimus og Magdelone optræde lige over for det
nyromantiske, sartfølende Elskerpar Enrico og Blanca. Da Heibergs
muntre Polemik syntes at ville slaa an, sendte Grundtvig først I.
et Rimbrev, hvor han stillede sig ved hans Side og truede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
