Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Disse skjønne, barnlige Strofer bleve den fromme Sangers sidste.
(Der er ingen Grund til med V. Heise at betegne de Fødselsdagsdigte,
han skrev til sin Kone, som «I.s Svanesang».) - Hans
Hustru overlevede ham henved 6 Aar. Saa bares ogsaa hun bort
fra det Hjem, til hvilket dette Ægtepars Minde vil være knyttet,
saa længe der er Sten tilbage af det. –
I.s Hus, hvor han henlevede sine sidste 40 Aar, kun afbrudte
ved et Par mindre Udenlandsrejser (1828 og 1833), er en af de
Rokokopavilloner, der endnu staa tilbage som en Levning fra det
gamle Akademis Brand i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede.
I Havestuen havde Digteren i de senere Aar sit Arbejdsværelse.
Her modtog han sine Gjæster. De, som havde ventet sig en slank,
sværmerisk, genert Romantiker (og det havde de fleste, der kun
kjendte Digteren af hans Skrifter), bleve ikke lidt forundrede ved
i Steden for at træffe en knap middelhøj Mand med et venligt
Smil og et humoristisk Blink i Øjet, der modtog dem med den
huslige Pibe i Haanden og strax slog ind i en gemytlig Passiartone.
Kun naar man lod Blikket strejfe omkring i den lille Stue
og saa Portrætter af bekjendte Mænd, fornemmelig Digtere, bedække
Væggene (ja Dørene fra øverst til nederst), fik man Indtrykket af,
at her færdedes en Mand, som kun nødig syslede med Hverdagstanker.
Midt paa den ene Dør hang et stort Billede af I.s tyske
Ven og Aandsbroder Fouqué, længere borte Hoffmann, Schiller
o. m. a. Saa samtalte man, altid let og naturlig. I. hørte ikke
til disse fordringsfulde Berømtheder, der strax slaa ind paa, hvad
de helst tale om, og øjeblikkelig paaprakke en besøgende deres
Mening. Vilde man absolut tale med ham om hans Skrifter, var
han villig dertil; men aldrig slog han af sig selv ind derpaa eller
var nervøst afficeret under Diskussionen. Skjønt heller ikke han
var fri for Digternes almindelige Skjødesynd: at sætte sin Muses
Fostre højere, end de fortjente, lærte dog hans naturlige Blyhed
ham en Takt, der virkede velgjørende paa den, han talte med.
Og paa den anden Side talte han gjærne med andre om deres
Interesser. Troede han at opdage skjulte Anlæg hos en yngre,
der ikke selv havde Tillid til disse, var han altid ivrig efter at
frede om og opmuntre dem.
Ved Siden af I.s Studerestue var den høje, lyse Dagligstue.
Her bleve efterhaanden Fruens Malerier ophængte: Blomstermalerier
og bibelske Stykker i Mængde. Det var (sandt at sige) meget
usle Arbejder, der blot vidnede om, at den Haand, der havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
