Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jacobson, Ludwig Lewin, 1783-1843, Læge og komparativ Anatom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pattedyrhunner, viser han, ere Rudimenter af Urnyrernes Udførselsgange.
Derimod var det andre, senere, Undersøgere forbeholdt at opdage,
at Handyrets Sædledere ere de omdannede Urnyregange. Det
sidste større Arbejde, som J. udførte, var hans Undersøgelser over
Primordialkraniet hos Hvirveldyrene, særlig hos Pattedyrene (1842),
et Arbejde, om hvilket han des værre kun – kort Tid før sin Død
– naaede at give foreløbige Meddelelser, der dog ere fyldige nok
til at vise, at vi her staa over for et Arbejde, hvori Forfatteren
er naaet højere end i noget andet. Han paaviser, at den da
gængse, ganske tiltalende Theori, hvorefter Kraniet skulde bestaa
af et Antal sammenvoxede Hvirvler, er urigtig, og giver en
Fremstilling af Kraniets Udvikling, som har staaet sin Prøve til vore
Dage. Han viser, at Grundlaget for Hvirveldyrenes Hovedskal er
en Bruskmasse, Primordialkraniet; at visse af de Knogler, som
sammensætte det udviklede Dyrs Hovedskal, dannes ved, at
Brusken forbener, men at andre – hvad vi nu kalde Dækknogler –
udvikles uafhængig af Primodialkraniet, uden om det, «imellem
Membraner uden at være præformerede af Brusk». J.s Undersøgelser
ere først og fremmest anstillede paa Pattedyrfostre, men
de strække sig der fra ud over de andre Hvirveldyrklasser, hos
hvilke han finder lignende Forhold.
Vi have ovenfor væsentlig kun dvælet ved de mere betydelige
af J.s zoologiske Arbejder. Foruden disse har han, mest i korte
Meddelelser, givet adskillige, til Dels værdifulde Bidrag, som her
kunne forbigaas; det allerede givne vil formentlig tilstrækkelig
karakterisere ham som zoologisk Forfatter. Det følger af sig selv, at
en saadan Forfatterbane ogsaa har større og mindre Fejltagelser
og Fejlgreb at opvise. Et saadant var f. Ex. hans Hævdelse af,
at de smaa Muslinger, som findes i Dammuslingernes Gjæller, vare
fremmede Snyltere, medens Sandheden er, at det er Muslingens
spæde Unger.
Skulle vi til Slutning i Almindelighed udtale os om J.s
Personlighed som Forsker, da maa det siges, at han i en sjælden
Grad bærer Præget af at være den fødte Videnskabsmand: med
stort Undersøgertalent forener han den overskuende og samlende
Evne, Evnen til at gribe det væsentlige. Og det maa vække vor
Beundring at se, hvor fortrinlige Ting han har præsteret som
Videnskabsmand i et ikke meget langt Liv, der for største Delen
var optaget af en omfattende Lægepraxis og af betydningsfuldt,
ualmindeligt Arbejde ogsaa i denne Retning.
J. E. V. Boas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
