- Project Runeberg -  Guldregn /
7

(1899) [MARC] Author: Arthur Conan Doyle - Tema: Detectives
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. En dobbelt Gaade

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


„Da var det paa høie Tide; for jeg hører
Porten gaa, og — ja, der hører du.“

I det samme lød en munter Hilsen udenfra,
og en sterk Trommen paa Vinduet. Robert gik
ud, rev op Døren, og ind steg en høi, ung Mand
i tyk, sort Pjækkert, oversaaet med tindrende
Snekrystaller. Leende af hjertens Lyst, rystede
han sig som en Nyfundlænder, og trampede
Sneen af Fødderne, før han traadte ind i den
lille oplyste Stue.

Hektor Spurlings Livsstilling stod skrevet i
hvert af hans Ansigtstræk. Den glatragede
Overlæbe og Hage, de smaa Bakkenbarter, den lige,
bestemte Mund, og de haarde, veirbidte Kinder,
alt fortalte, at han var Søofficer. Femti saadanne
Ansigter kan man se hver Dag rundt
Messebordet ved Søkrigsskolen i Portsmouths Verft,
— Ansigter, der har større Lighed med
hinanden, end to Brødres ialmindelighed. De er
alle støbt i samme Form; hvad de gjennemgaar,
øver dem tidlig i Selvtillid, Haardførhed og Mod,
— i det hele en vakker Type; mindre blaseret
og maaske mindre intellektuelt udviklet end deres
Brødre paa Landjorden, men fulde af Troskab,
Energi og Heltemod. Han var rank, høi og
velbygget, havde skarpe, graa Øine, og hans faste,
bestemte Optræden tilkjendegav, at han var en
Mand, der var vant til baade at befale og adlyde.

„Du fik min Billet?“ spurgte han, idet han
traadte ind. „Jeg maa afsted igjen, Laura. Er
det ikke barbarisk? Gamle Smithers har telegraferet,
at han vil ha mig tilbage øieblikkelig.“

Han tog Plads ved Siden af den unge Dame
og lagde sin brune Haand over hendes hvide.

„Det blir ingen lang Tjeneste denne Gang,“
vedblev han „Det er den flyvende Eskadre —
Madeira, Gibraltar, Lissabon og saa hjem igjen. Det
skulde ikke undre mig, om vi var hjemme i Marts.“

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Aug 6 22:09:55 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dcguldregn/0015.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free