- Project Runeberg -  Guldregn /
129

(1899) [MARC] Author: Arthur Conan Doyle - Tema: Detectives
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Smitten spreder sig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

elske mig lige høit, om jeg bare var en stakkels
Kontorist som kjæmpede for Levebrødet. Det
vilde du, vilde du ikke det, Laura.“

„Du dumme Gut! Naturligvis vilde jeg det.“

„Og dog, hvor underligt er det ikke, at det
forholder sig saa. At du, som er den eneste
Kvinde, jeg nogensinde har elsket, ogsaa skulde
blive den eneste, hos hvem jeg har vakt en
Tilbøielighed, der er fri for Havesyge og Egennytte.
Jeg undres paa, om du ikke simpelthen kan
være sendt af Forsynet for at gjenoprette min
Tro paa Verden. Hvilken Ørken vilde den ikke
være uden Kvindens Kjærlighed? Da alt blev
sort om mig imorges, siger jeg dig, Laura, at
jeg syntes, jeg maatte vende mig til dig og din
Kjærlighed som den eneste Ting paa Jorden, jeg
kunde stole paa. Alt andet forekom mig
foranderligt, upaalideligt, paavirket af denne eller hin
Beregning. Paa dig og paa dig alene kunde
jeg stole.“

„Og jeg paa dig, kjæreste Raffles! Jeg har
aldrig vidst, hvad Kjærlighed var, før jeg mødtes
med dig.“ Hun gik ham et Skridt imøde med
udstrakte Hænder og med et Aasyn straalende af
Kjærlighed, da — i samme Øieblik — saa Raffles
Farven blegne paa hendes Ansigt og lammende
Skræk stirre fra hendes Blik. Hendes blaahvide,
stive Ansigt var vendt mod den aabne Dør,
medens han, som stod halvveis bag den ikke
kunde se, hvad det var, som havde gjort et
saadant Indtryk paa hende.

„Hektor!“ stønnede hun med tørre Læber.

Et raskt Trin i Forstuen, og en slank,
veirbarket, ung Mand sprang frem i Værelset og
løftede hende op i sine Arme, som om hun havde
været en Fjær.

„Du søde Kjæresten min!“ sagde han; „jeg
vidste, at jeg skulde overraske dig. Jeg kom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Aug 6 22:09:55 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dcguldregn/0137.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free