Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det funkler, hvor Øiet vender sig hen, — over
nøgne Fjeldsiders isede Sprækker og Revner, over
Markernes frosthvide Helding, over de stivnede Draaber paa
Bar og Mose og over den sortblanke Is, hvor Øers og
Odders Buske og Krat speiler sig blødt langs den dunkle
Bred.
Men Dagen er kort. Og alt som Solen synker,
blegner de rige Farver. Endnu sender den Glød og
Purpur henover det vinterstille Landskab; der ligger et
Rosenskjær over de hvide, fjerne Tinder, og bag den
østlige Fjeldvæg gaar Maanen op, bleg, næsten
gjennemsigtig, som en liden Sky i den lyse Luft.
Men langs Horizonten i Nord og Vest har Himlen
faaet en grønlig Tone, som længer oppe blir matblaa,
bleg. Bare nede i Vest spreder Solen endnu gule og
røde Striber; dens Kugle staar lavt, synkende mere og
mere bag Aaskanten. Endnu ser vi Træernes Toppe
tegne sig mod dens høirøde Skive — saa er den blot
en gylden Stribe — et Glimt som en Stjerne — og
saa er den borte.
Kold blir Tonen udover Egnen. Isen er graalig
uden Glans, Skogen staar sort, Markerne blaablege. En
disig Skumring spreder sig over det hele.
Himlen dunkles efterhaanden, og Stjernerne lyser
frem en for en. Og Maanen faar mere og mere Magten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
