Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bladløse Grene hænger Regnets Draaber og skjælver i
den lette Vind, og i Birketoppen sidder liden Gulspurv og
synger sin ensformige og vemodige, lille Vise — ti, ti, ti, ti-i,
— ti, ti, ti, ti-i, — om igjen og om igjen, de fire
ensformige Toner; den kan ikke fler.
Og alligevel, selv om jeg en Juniaften sidder ude
i det fulde, rige Foraar og hører Maaltrosten tale og
fortælle og slaa sine sødeste Triller og fløite sine dybeste
Toner, — ingen Sang er for mig som Gulspurvens lille,
ensformige Vise i den tidlige Vaar. — —
Gulspurven er da den første Vaarbebuder, og den
er ikke bange for at synge sin Foraarssang, selv om
der endnu ligger Sne. Den føler vel Vaaren i Luften.
For det er underligt, men det er alligevel saa:
Vaarfornemmelserne kommer, selv om Landskabet ser ud som
Vinter, selv om det er Vinter. For se, Himmelen har
en anden Farve; den er blaa, dyb, gjennemsigtig, har
ikke længer denne Frostens grønlige Bleghed. Og naar
Solen skinner ved Middagstid, drypper der funklende
Draaber fra Husenes Tage, og Skyggerne falder saa
lette og lyseblaa under Bakkerne.
Og man begynder at se paa Træerne, der de
tegner det fine Grenenet mod den lyse Luft, og man undres
paa, om Vaarens hemmelige Arbeide alt er begyndt i
dem, om Saften langsomt stiger i de gjemte Celler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
