Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sneen, saa Draaberne drypper, og Vandet risler gjennem
Mosen.
Og se, der tumler en letsindig, brun Sommerfugl
hen langs de solvarme Stenknauser, ør af den sterke
Luft og af sin egen Dristighed. Den sætter sig og
hviler paa den varme Sten og aabner og lukker Vingerne.
Men skulde her da ikke være nogen Markens Blomst
endnu? ikke en modig Smørblomst paa en Grøftekant?
Smørblomsten pleier tidt være saa tidlig af sig. Nei
. . . . . men i et Bækkefar, mellem Lerjord og Grus og
Smaasten, der finder jeg den modigste og tidligste af
alle, Tussilago’en, Hestehoven, — og dens lille, gule,
fintfnokkede Krone skinner omkap med selve Solen. Den
er en begeistret, liden Fyr, Hestehoven, derfor kan den
ikke holde sig inde længer, nu Solen skinner saa varmt,
og Luften er saa fugtig blød. Men den er fornuftig
tillige. Den har værnet hele sin Stengel med et graat,
filtagtigt Svøb, som varmer i Nattekulden, og den
gjemmer sine store, brede, saftrige Blade til længer hen paa
Aaret, at ikke deres grønne, saftige Kjød skal være
gefundenes Fressen for den tidlige Vaarnats Frost.
For det fryser endnu lidt om Nætterne. Da jeg
gaar paa Veien om Aftenen, klingrer den tynde, skjøre
Is paa Vandpytterne under mine Fødder, og den
velsignede, bløde Søle er blet lidt fastere at gaa paa. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
