Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spille, bliver Dæmperens Rolle,
en Neddysning af Arbejdernes
Krav om Retfærdighed. Vi har
set det i Sverige saavel som i
Danmark. Senest ved Bagerstrejken,
hvor Minister Stauning- truede
med. at hvis ikke Bagjrne gik i
Arbejde igen, kunde det ske, at
„man" mobiliserede Militæret til at
udføre deres Arbejde.
Hvor inderlig Ret har ikke
Ipsen, naar han siger, at
Socialdemokraterne er Antisocialister!
Det sidste Bevis herfor er de
tyske Socialdemokraters Stræben
efter at blive den Hindring, som
stilles i Vejen for de oprørske Massers
Opgørelse med Krigsherrerne.
E. M—s.
Det politiske Mord.
Fra
.Brand"
Det politiske Mord —aktualiseret
gennem de russiske Mord paa
Volodarsky og Uritsky og gennem
Attentatet paa Sovjetmagtens
Diktator Lenin — er en urgammel
Foreteelse. AllerededaBrutus stødte
sin besungne Dolk i Imperatoren,
matte man tro, at han ikke var
den første, som saaledes opgjorde
Regningen med en »Tyran«.
Kan »politiske« Mord skilles fra
andre Mord? Er ikke Mord altid
Mord, lige fordømmeligt, og spirer
ikke samme blodige Høst af samme
blodfugtede Sæd? Den objektive
Handling er den samme; men i
Motivernes skiftende Kalejdoskop
bevæger sig en Mangfoldighed af
brogede Bevæggrunde, som
bestemmer Handlingen; det er Manden
og hans Handling bagved Daaden,
som farver Handlingen.
Det politiske Mords Karakteristik
er, at det er foretaget af
personlige, uegennyttige og ideelle
Motiver; den politiske Morder
beherskes af Kærlgiheden til en Ide,
som trykker ham Vaabnet i
Haanden. I den storslagne Scene ved
Cæsars endnu varme Lig —
Stedet tilhører Verdenslitteraturens
ypperste — lader Schakespeare
Brutus sige til sit Forsvar:
Da Cæsar elskede mig, græd jeg
for ham; da han var lykkelig, nød
jeg deraf; da han var tapper, ærede
jeg ham; men da han var herske
syg, aræbte jeg ham.
Brutus dømte Cæsar, dømte ham
til Deden. Og i Kraft af hvilken
Lov? I JKraft af en uskreven Lov
Kærligheden til Rom og til
Fædrenelandets Frihed.
Hvoifor rejste Brutu", sig imod
Cæsar–– ikke derfor at jeg
elskede Cæsar mindre; men jordi jeg
elskede Rom mere.
Brutus var Idealist. Alle politi-
ske Mordere er Idealister. De fleste
af dem er kanske ogsaa Fanatikere
d. v. s. Mennesker, som er
beherskede af Idéer, som de ikke
behersker.
Fra mange Kilder sammenflyder
de Motiver, som udløser sig i po
litiske Mord. Sædvanligvis er det
Undertrykkeren selv, som
omsorgsfuldt forbereder sin egen voldsomme
Undergang. Beskærer han
Folkenes Frihed, undertrykker
Kritiken og umuliggør en »loyal«
Selvhævdelse — vil han dæmme op
for Livets og »Udviklingens* Flod,
saa kommer han ufejlbarligt til
kort og falder som Oifer for sin
egen Uvidenhed. Livet hvis
Udtryk er Frihed og Mangfoldighed
lader sig ikke gække. En maa dø
for Folket; Folket kan ikke dø.
Politiske Mord kunde ogsaa være
dikterede af Ønsket om at drage
Folks Opmærksomhed til den store
hellige Sag. Tyrannens Død
betyder da lidt eller intet. Mordet
ejer agitatorisk Betydning. Under
dette Feltraab erklærede
Handlingens Propaganda Krig mod
Tronerne for nogle Aar siden. Denne
Kategori politiske Mord staar nogle
Grader lavere paa Sympathiens
Skala, men lader sig tilfulde
forklare udfra det Tvangsleje hvori
Trykke- og Talefriheden maa
betinde sig under saadanne
Omstændigheder. Ansvaret falder paa Of
feret. fordi han er delagtig i Voldet
mod Friheden. Er han en
Marionet, maa vi overlade Spørgsmaalets
Udredning til Livets og Modsigel
sernes Mystik.
I begge Tilfælde falder
Foreteelserne ind under den sociale
Sygdomstilstands Rubrik, i et frit
frisk Samfundsliv forekommer ikke
politiske Mord. Det samme gælder
det politiske Hævnmord for
be-gaaede Forbrydelser mod Frihedens
Kæmper
Er det let at kendetegne de
utvetydigt politiske Attentater og
forstaa de drivende Kræfter, som
slynge Bomber og støde Dolke
over den klar optrukne Front
mellem Reaktion og Fremskridt,
saa er det betydeligt sværere at
finde faste Punkter i det glødende
stjærneglinsende Kaos, som Dagens
Rusland viser. Attentatet paa Lenin,
Revolutionsmanden, Mordet paa
Uritsky og andre Bolscheviker,
udførte af Kejserens og
Zarkreaturernes forrige Banemænd, de
Socialrevolutionære tyde paa en Front
linie i Zigzag, og en Skyden løs
til højre og venstre, som er egnet
til fuldstændig at forvirre os.
Er ogsaa disse Mord politiske
Mord? Hvis det politiske Mords
Kendemærke er uegennyttig
Idealisme og almen Velfærdshensyn,
Imaa Svaret blive bejaende. Man
tror at de befordrer Ruslands Vel
færd; selv om det er sandt at
England holder om Attentatmandens
Haand, saa lader man det ske,
fordi man tror, at Englands Haand
over Rusland er Landets Lykke.
Men er de russiske Mord
betingede af det politiske Mords
Nødvendighed? Er de den sidste
Udvej? Og vejer deres for tungere
end deres imod (Bolschevikernes
Repressalier i Masseterrorismens
grusomme Skikkelse)? Med de
Forudsætninger, gode eller daarlige,
som man paa Afstand har til at
bedømme de russiske Partimord,
er det os ikke muligt helt at
ligestille dem med politiske Mord.
Disse Attentater udløse en Serie
tvivlende og bebrejdende
Spørgsmaal, aldeles uanset om Spørgeren
er med eller mod Bolschevikerne.
En Partiretning sidder ved Mag
ten. Hvorfor? Fordi den bæres
oppe af en stærk Majoritet. Man
vil styrte Partiet og myrder —
Partiledelsen. Men det var jo den
herskende Retning, Majoriteten som
skulde styrtes! Og den kan kun
bringes til Fald af en større
Majoritet af en stærkere Folkemening.
Det gælder altsaa at erobre
Folkemængden i en aandelig Idéernes
Kamp. Den som ikke kan det;
men myrder Lederen, manifesterer
blot sin egen Svaghed eller sine
Idéers Svaghed, og styrker ubevidst
det, han vilde tilintetgøre.
Men antag at det ikke er en
Majoritet, som udtrykker sin
Vilje i en herskende Retning, men
en undertrykkende Minoritet? Ja,
da maa man samle og oplyse den
undertrykte Majoritet og styrte
Mindretallet. Det er den rette Vej.
At udvælge en Martyr af
Minoriteten er sjælden lykkedes jo mindre
eller større Vildfarelser han end
repræsenterer. Mangen Løgn laante
sit Skær af Sandhed fra
Martyrgloriens Lys.
Jeg sagde, at den som begaar
Vold mod Majoritetens Inkarnation,
ude af Stand til vinde Majoriteten
selv, blotter sin Svaghed eller den
ringe Styrke i sin Mening, som
ikke kan vinde Flertallets Bifald.
Men antag at han repræsenterer
en stærk Mening, at hans Mening
tr den eneste rigtige, at man blot
ikke forstaar den, at den er for
god for Folket, som er fanget i
Forvildelser? Da skal han vente
og lade Tiden og Fornuften virke
–vente til Morgenrøden ind
træffer, og Folket kommer og siger:
Du, og dem du tilhører, har Ret,
din Mening er god, giv os den!
Man skal ikke modarbejde sine
gode Hensigter og skyde Folkets
Afgud ned.
Mord paa Ledere, som
inkarnerer Majoritetens tilfældige
Mening, er Vold paa Majoritetens
Anskuelser. Majoriteten besvarer
ufejlbarligt saadanne
med at befæste sine A
og sværge dem evigt Troskab.
Anskuelserne urigtige og sk
lige, forværres altsaa Situatio
mangedobbelt.
Repræsenterer Attentatma
derimod en vrang og reaktio
Mening og i fanatisk Had pi
løs med Revolveren, da er han
Daare, som ikke undgaar sin Str
Vold er en farlig Ting,
maa omgaas forsigtig med de
spare paa den til det yderste.
Dette i Rusland opstaaede
Mordraseri synes at have sin Rod i de
forskellige Partiers Overbevisning
om, at de er kaldede til at lede
Rusland og Folket paa den rette
Vej. Og denne Overbevisning
flammer op af en endnu mere
brændende Tro, nemlig den, at
Folket er ude af Stand til at styre
sig selv. Hver og en har sit
Paradis færdigbyggat. Det mangler
blot, at Hjorden skal drives ind i
Paradisets Have — som Faar dri
ves paa Græsgang. Og Jagten
gaar løs med Revolver og
Bajonetter. Søger nogen at dragé
Hjorden og lokke den over paa
andre Græsgange, straks blinker
Skuddene udenfor Paradisporten.
Hvor meget bedre var det ikke,
om man i Samraad med Folket,
som skal lykkeliggøres, skabte eet
Paradis, visselig maaske uden
hængende Haver og himmelsk
Musik; men alligevel godt og skønt
at være i, i Stedet for at over-
byde hverandre og med Hud og
Haar prakke paa Folket der ene
Himmerige herligere end det andet.
Hvor skulde ikke Folket
derigennem opdrages og modne — thi
det er just deres Umodenhed og
Uselvstændjghed, man frygter og
undskylder sig med.
Men det er let at ønske det gode
og fornuftige, at skabe det er
svært.
De politiske Mord, som udføres
i Rusland, er sikkert i sine inderste
Bevægelsesgrunde »politiske«, men
at de skulde være betinget af
social Nødvendighed er svært at
se. De tilhører ethvert stort
Revolutionsdramas tragiske Islæt.
I Rusland har flydt meget
uskyldigt Blod. Zardømmets
flerhun-dredaarige Vold beflittede sig
sandelig ikke paa at højne Agtelsen
for Menneskelivet. I Mørke
hat-Rusland levet, Morgenen er nær,
men endmi er det Nat . . . Paa
Nat følger alligevel Morgen; og
af Fødselens Blod og Smerte stiger
Livet.
Ivan Oljelund. __
Uptittk Forenings Læsestol
Vesselsgade 7, St.
Aaben hver Aften.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
