Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Don rødo Krig.
Retsstaten -
—*—
er blevet Dagens Slagord, llj.
Branting, den forhenværende
ortodokse Marxist, vinker i Sverige
med det nye Statspapir og søger
at indbilde Folk, at delte Statspapir
•er den Anvisning paa den
„virkeligt^1 Demokrati, som Folket blot
behøver at indløse for at faa det
drømte Demokrat i.
Louis Blanc gav ogsaa en Gang
ved Revolutionen 1848 Folket
store politiske Løfter; men sveg
jammerligt, da han skulde indfri dem
og sluttede som det franske
Demokratis Pjerrot. Brauting er som
nybagt Ideolog af en forløjet
demokratisk Skole blevet en politisk
Rets-.schreier ä la Louis Blanc.
Var han blevet Marx tro, \ ilde
han forstaa, at Staten hverken er
nogen filosofisk Skole, der filosofe
rer over Ret og Uret, heller ingen
Moralanstalt, der har taget Etiken
ril sin Rettesnor, saaledes som je
re> Filosof Harald Høffding vil, at
Staten skal gøres lil. lige saa lidt
som den er den store „Persona
Morails", hvor en svensk Filosof af
anden Skole. Thortid, i sin
Idealisering af Staten, optraadte i
Lighed med det 18. \arh. franske
Oplysningsfilosofier.
Staten er. hvad Omstændighe
derne og den historiske Udvikling
har gjort den til; Staten er og
bliver en herskende Klasses
legemliggjorte Magt, de i et givet Tidsrum
herskende Magt interessers paa en
Gang Værktøj, Værkfører og
Sprogrør. Staten er, hvad den
altid har været og altid kommer til
at være, saa længe den er til, en
Magtinstitution, en herskende
Klav-ses eller en herskende Minoritets
Organ, den Klasse eller Minoritet,
der udover det statslige
Herrevælde, m. a. o., som er i Besiddelse af
Statsmagten.
Derfor stod Staten, Statsmagten
og de herskende Klassers lr<7rs\
inden for Marx og Engels som De
mokratiets yderste Maal; derfor har
Bols« hevismén i Rusland styrtet
Staten og erstattet den med en
„Proletardiktatiir". der kun skal
vare saa længe, indtil det gamle
er udryddet helt og holdent, og det
nye kommer i normale Gænger.
Det er Branting absolut
umuligt at slippe sin Borgerlighed og
Lærdommens borgerlige
Fraseologi. Om han i del mindste som
Anton Menger, den ægte
Folkepolitiker, havde sagt „den
demokra-ske Arbejderstat" eller noget
lignende, men nej! Retsstaten skal det
være, det lyder saa Folkebefriende
for Massen, for „Folket i Valg",
Brantings Kæphest.
At give Staten Navn, Uæder og
Værdighed af Retsstat, gør ikke
J{vorfor ? ~ j-ordi!
Under Armods tusind Naalestik,
under Sultens bleggraa, dystre Skygge,
sukker mangen uden Haab i Blik,
uden Solskinsglimt, foruden Lykke.
Lænkebundne Armods Suk
uden Trods og Hævn, er uden Muk,
blot fordi hver Tanke, Ord og Haand
tæmmes af Guds Faderaand.
I Guds Faderaand er Krigens Drift,
Aandens Væsen avler Kampens Lyster,
stivtier Hjærtet og gør Blikket stift,
er i Døden egen Grum/leds Trøster.
Skændig Rovdrift, Brodermord
frem fra Sjælens Afgrundsdybder gror,
kun fordi hver Tanke, Ord og Haand
fores af Guds Faderaand.
Og den samme Aand har Noden skabt
samt al Rigdoms Glans, dens Glimmer-Sfære,
hvor al Retfærd blev i Guldet tabt,
Lov og Magt maa Mammons Tjener være.
Kæltringpak med Magtens Pen
snylter frækt ved Lov paa Armods Mænd,
thi hver Magtens Tanke, Ord og Haand
dannes af Glids Faderaand.
Aandens Virkning drager Kvinden ned.
Armods Lod og Sjælens Smuds til Vare
Elskov gør, mens Lasten troner bred
og for Kvinden lægger Fald og Snare.
Kampen fort paa Ærens Mark
ofte lønnes med et Æselspark,
kun fordi om Tanke, Ord og Haand
snor sig grelt Guds Faderaand.
Kort Begreb har skabt den store Aand,
som en Bom den spærrer aj for Tænken.
Armods Ophav blev og Skæbnens Haand.
Tænk da frit, og spræng saa modigt Lænken,
udslet KHden til al Nod,
megen Sygdom, Laster, kvalfuld Død,
frigør dristig Tanke, Ord og Haand,
død er da Guds Faderaand!
Li
ping.
Staten bedre, den bliver lige fuldt
en Magtorganisation ; thi at tænke
sig Staten uden en herskende,
politisk Klasse er ikke blot historisk
umuligt, men ogsaa logiskt
modsigende.
Tyskerne har været Specialister
i Statsbenævnelser; og det er da
saa naturligt, at det er dem, der
har fundet paa Navnet „Retsstat",
ligesom paa saa mange andre
Statsnavne, saasom Fevdalstat,
Politistat, Militærstat. Klassestat og
Folkestat. I Rusland vilde man,
sikkert aldrig være kommet paa et
saa skønt klingende og filosofiskt,
dvbtsindet Ord som „Retsstat" ; nu
faar vi se om ikke det nye
Tyskland under den nve
socialdemokratiske Regering faar Navn,
Hæder og Værdigbed af Retsstat.
Begyndelsen er allerede gjort og af
Branting akcepteret.
Det kedelige er bare det, at der
findes saa mange forskellige Slags
Retsstater. Hobbes og Spinoza har
skabt sin, den franske Revolution
1789 sin, Rousseau sin, ligesom
Kant og Stahl og Gneist og Gud
ved. hvad alle de tyske
Retsslatste-oretikker hedder, alle snakker de
for hver sin Retsstat.
Der findes blot en Ståt. historisk1
og logiskt, og det er Magtstaten;
nogen anden Ståt har aldrig
existeret og kommer sikkert aldrig til
at findes.
Derfor Statens. Statsmagtens, de
herskende Klassers Død!
Frankrigs første store
Revolution proklamerede Menneskets og
Medborgerens urokkelige af
Naturen givne Rettigheder uden, at de
nogensinde virkeliggøres i sin
Helhed; Retsstaten blev en
Justitsstat; i andet Tilfælde havde de
Revolutioner, der nu gaar sejrende
gennem Landene, været unyttige.
Alles lige Ret, som Retsstaten
skulde realisere, blev blot en smukt
klingende Frace paa Papiret,
umulig at realisere i Staten; thi
Staten er en Magtorganisation med
over og underordnede Klasser,
herskende og beherskende, hvilket
udelukker „alles lige Ret".
T den Naturtilstand, som Hobbes
og Spinoza hensatte de første
Mennesker. var „alle af Naturen" lige,
ligestillede; men de fandt dog en
Retsstat nødvendig, som fordelte
Menneskenes Rettigheder saa
vilkaarlig, at nogle faa fik mange
eller alle, andre faa eller ingen.
Rousseau kerte jo ogsaa 0111 en
Naturtilstand, hvor Menneske’ne
levede paradisisk frie og
ligestillede. men fredeligere end i Hobbes
og Spinozas Naturtilstand. En
Samfundskontrakt oprettedes som
Grundvold og Oprindelse for al
offentlig Ret, og dermed fik
Menneskene sige Farvel til al „naturlig"
Frihed og Ligestillethed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
