Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faderen var kommen gående, og da han
hørte moroen, gemte han sig som vanligt. Der
stod han nu og dukkede og gløttede, —
gløt-tede og dukkede. Om kvællen havde de en
samtale, far og søn, i det samme rum, Kurt’ernes
gamle rum. Der gråt bægge de siste
Kurt’er, i armene på hværandre. Sønnen lovede
at være bare, bare, bare snil, og faderen
aldrig, aldrig mere at slå ham. Aldrig!
— Kort tid efter havde en gut, som løp
ærend, fåt sig en ny, fin søndags-trøje. Guttens
bror var styrman og havde i engelsk havn
køpt trøjen af en kone på gaten for næsten
ingen ting. Gutten havde hørt, at der var ikke
så fin trøje i hele byen; og deri troddé folk,
han havde ret. Nu; — næste søndag, han
skulde ta den på, var den skåret istykker, fint,
men sikkert; således nemlig, at den hang, som
den var hel; men den var en eneste ubrukelig
trase. Naturligvis tænkte alle på John; selv
var han i det øjeblik ute og rodde. Fordi
faderen havde mishandlet ham så siste gang,
og fordi de holdt af John, tok folkene i
betænkning at sige det. Men gartner-gutten,
Andreas Berg hét han, havde bare denne trøje;
den var hans lyksalighed: derfor kunde han
ikke holde gråten, og gamle Kurt så det
til-sist. Da måtte sanheden fræm.
Nu kunde det synes ufatteligt, at ikke John
havde tænkt sig, hvorledes dette måtte gå; at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
